Naalakkersuisoq: Kommunerne skal overtage vanrøgtede boliger

Naalakkersuisoq for boliger vil have kommunerne til at overtage vedligeholdelse og renovering af Selvstyrets udlejningsboliger. Men ikke alle kommuner har en plan klar.
Blok 17, i Radiofjeldet i Nuuk. Foto: Akiv
04. maj 2019 14:16

Blot 217 af Selvstyrets 6000 boliger er så lidt slidte, at de kan renoveres og blive gode. 

Det fremgår af en rapport fra 2016, som Selvstyret selv står bag. Pris for vedligeholdelse og renovering: 90 millioner kroner årligt, som Inatsisartut bevilger.

Fakta om Selvstyrets boliger
Selvstyret har omkring 6.000 boliger.

Nedrivningsmodne boliger: 1.169. 

Boliger, som det ikke kan betale sig at istandsætte, men er vurderet egnet til beboelse i 5-20 år: 4.544.

Boliger, der ikke kræver istandsættelse: 217.

Kilde: Naalakkersuisuts sektorplan 2016

Grønlands Selvstyre og kommuner aftalte i 2016, at de offentlige udlejningsboliger skulle overgå til kommunerne. Men aftalen er ikke ført ud i livet endnu, og Naalakkersuisut stiller krav om, at kommunerne udarbejder en boligplan, inden overdragelsen.

Det er heller ikke alle kommuner, der er klar til at overtage Selvstyret oftest vanrøgtede boliger. Kun Kommuneqarfik Sermersooq og Kommune Qeqertalik melder sig klar til at overtage Selvstyrets lokale boligmasse. 

LÆS OGSÅ Halvdelen af boligerne i Grønland kræver renovering

Dog er Kommune Qeqertalik i gang med forberedelser, siger borgmester Ane Hansen.

- Vi kan sådan set sige, at vi er klar, siger hun.

Hverken Avannaata Kommunia eller Kommune Kujalleq er klar endnu. De vil først har klarhed over vedligeholdelsesstanden i boligerne og et overblik over, hvad det vil koste, at renovere dem. 

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq erkender lange udsigter for boligrenoveringer

Og der venter kommunerne noget af en opgave. Naalakkersuisoq for boliger Karl Frederik Danielsen (S) har udtalt, at det vil tage 16 år at få alle boligerne i god stand for de 90 millioner kroner, som Inatsisartut bevilger årligt. 

 - Kommunernes overtagelse af området har været planlagt til at ske i januar 2018. Det blev udskudt til 2019. Nu er det planen, at det sker i 2020. Men desværre er bolden hos kommunerne, siger han.