Kommerciel genbrugsbutik i Nuuk er nomineret til miljøpris

Pikumini i Nuuk er nomineret til Nordisk Råds miljøpris 2023 som den første genbrugsbutik, hvor du tjener penge på dine genbrugsvarer.
Nivé Biilmann vil med Pikumini tage ansvar for kloden og sætte gang i genbrugsbølgen i Grønland igen. Foto © : Christian Solbeck
05. september 2023 14:34

De nominerede til Nordisk Råds miljøpris 2023 er blevet offentliggjort.

På listen finder man Pikumini i Nuuk, som er den første genbrugsbutik i Grønland, hvor private tjener penge på at sælge deres tøj.

Nivé Lynge Biilmann, der står bag butikken, gør det med et mål for øje. For at tage ansvar for kloden, skriver Nordisk Råd i en pressemeddelelse, hvor de offentliggør nomineringen.

Åbningen af genbrugsbutikken har særligt fået de unge til at indse, at genbrugstøj ikke behøver at blive set ned på – tværtimod, skriver rådet blandt andet om butikken.

Ikke den første, men den første af sin slags.

Men hvorfor indstille Pikumini til miljøprisen, når det ikke er den første genbrusbutik i Nuuk?

Svaret fra Nordisk Råd lyder, at Pikumini er ikke den første genbrugsbutik i Nuuk, men det er den første, hvor privatpersoner tjener penge på at sælge deres genbrugsvarer, og det er netop det, der adskiller den fra Røde Kors.

Røde Kors bliver drevet af frivillige og sælger doneret tøj i modsætning til Pikumini, skriver Nordisk Råd til KNR, om forskellen på de to genbrugsbutikker.

Nordisk Råd begrunder nomineringen af Pikumini med, at konceptet er med til at vække den bæredygtige genbrugs- og udnyttelsesfilosofi til live igen. Derfor er butikken med til at tale ind i den grønlandske selvforståelse, hvor genbrugs- og udnyttelsesfilosofien har været central i århundreder.

Om Pikumini løber med prisen bliver offentliggjort sidst i oktober.