Kør nemmere med bus i Nuuk: Se de nye ændringer her

Ny ruteplan med tidligere afgange, flere ruter og bedre weekenddækning er nu trådt i kraft i hovedstaden.
Ændringer for busruten i Nuuk er netop trådt i kraft den 5. maj 2025. Foto © : Peng Ziyang Xinhua/Xinhua/Ritzau Scanpix
Skrevet af Rasmus Balle Hansen
09. maj 2025 11:57

En opdateret ruteplan for busser i Nuuk trådte den 5. maj i kraft. Dermed kan nuummiut nu se frem til en række forbedringer i den kollektive trafik i Nuuk, skriver Nuuk Bussii.

Busdriften er blevet finjusteret med nye ruter, justerede tidspunkter og bedre koordinering mellem linjerne. 

Opdaterede ruteplan

En af de mest markante ændringer er, at Rute 1 nu har en tidligere afgang. På hverdage starter den allerede klokken 5:49, hvilket er godt nyt for de morgenpendlere, der starter dagen tidligt. 

Samtidig er Rute 3 igen begyndt at køre via Siaqqineq og stopper nu tæt ved anstalten, hvilket giver nemmere adgang til baglandet. Tilbuddet gælder dog kun på hverdage, så natursøgende weekendgæster må stadig finde andre måder at komme derud på.

I følge Niels Chemnitz Frederiksen, der er  direktør for Nuup Bussii A/S, kræver det flere passagerer, før det giver mening at udvide Rute 3 til også at køre i weekenderne.

- Som det ser ud nu, bliver der ikke indført weekendkørsel til anstalten og baglandet. Men hvis flere begynder at benytte vores busser, har vi en plan i skuffen om at indsætte en ny rute, der kører ud til baglandet i weekenden, fortæller han

Rute 3 har i øjeblikket for få passagerer, og bliver i følge direktøren bliver primært brugt som en ekstraforbindelse mellem centrum og Nuussuaq.

Foto © : Nuup Bussii A/S

Der er også kommet nye ruter til. Rute X3 tilbyder nu to morgenture til Qeqertat, mens weekendruten E2 kører i Qernertunnguit om eftermiddagen både lørdage, søndage og helligdage. 

Desuden er driften på Rute 1 og 2 blevet forbedret i weekender og på helligdage, hvor busserne nu kører hvert 20. minut fra klokken 9:00 og frem. 

For rejsende mod lufthavnen er der også godt nyt, da Rute 3 og X3 er tilpasset, så det er nemmere at skifte fra Rute 1 og dermed nå flyet i tide.

Ikke alle områder er dog omfattet af de nye ændringer. En rute til Radiofjeldet er fortsat ikke på tegnebrættet, og det skyldes i følge direktør Niels Chemnitz Frederiksen både praktiske og trafikale forhold.

– I Radiofjeldet er der blevet lavet vejbump, som slider på både busserne og chaufførerne. Samtidig er det meget besværligt at vende bussen deroppe, fordi der både er tæt trafik og ingen ordentlig vendeplads, forklarer han.

Nye priser

Med ændringerne i ruteplanen følger også justeringer i prisen.  Det betyder, at prisen på klippekort er steget med fem kroner og koster nu 165 kroner. Prisen på Månedskortet er også steget fra 580 kroner til 595 kroner. Prisen på enkeltbilletter er ikke ændret. 

Du kan se de opdaterede ruteplaner her og prisændringerne her.

 

Overblik over busændringer

  • Tidligere start: Rute 1 kører nu klokken 5:49 på hverdage.
  • Rute 3 tilbage på Siaqqineq: Stopper ved anstalten i hverdage.
  • Ny rute X3: To morgenafgange til Qeqertat.
  • Weekendrute E2: Kører i Qernertunnguit klokken 12:38–16:28.
  • Mindre ventetid: 10 minutters drift ved centrale stoppesteder, når E2 er aktiv.
  • Rute 1 & 2: 20 minutters drift fra klokken 9:00 i weekender/helligdage.
  • Lufthavnsforbindelse: Bedre overgang fra Rute 1 til Rute 3 og X3.