Massiv druk i Tasiilaq: Købmand skærper åbningstider

RF Tasiilaq, som er en privatdrevet dagligvarebutik i byen, har fra tirsdag valgt at stoppe salget af alkohol i visse tidsrum, da man ønsker at komme den massive druk i byen til livs.
Det er særligt om sommeren, at man mærker til drukkulturen i Tasiilaq, mener Hjørdis Viberg, som er områdechef for Kommuneqarfik Sermersooq i Østgrønland. Foto © : Ella Kuitse
04. juli 2023 16:59

Det er ikke længere muligt at købe alkohol før klokken 10 og efter klokken 18 i Tasiilaqs dagligvarebutik RF Tasiilaq. Det meldte butikken ud på Facebook tirsdag formiddag.

Som udgangspunkt vil de ændrede tidspunkter for alkoholsalget vare til og med august, men det vil muligvis blive forlænget, skriver butikken i deres facebookopslag.

Årsagen til den ændrede åbningstid for butikkens alkoholsalg skyldes i følge RF Tasiilaq den massive druk, som finder sted rundt i byens gader i sommermånederne.

Det har ikke været muligt for KNR, at få en kommentar fra butikkens ledelse om deres beslutning, da ledelsen har haft for travlt.

Vil ikke acceptere drukkulturen

Der er heller ikke noget lovmæssigt i vejen for, at RF Tasiilaq stopper salget af alkohol i perioder på døgnet, mener Hjørdis Viberg, som er områdechef for Kommuneqarfik Sermersooq i Østgrønland.

- En privat butik kan til enhver tid selv bestemme, hvornår de vælger at være åbne. Og mig bekendt kommer de ikke i karambolage med lovgivningen på nogen måde, når de vælger at ændre tidspunkterne for salg af alkohol, siger hun.

Ifølge Hjørdis Viberg er der tale om en større tendens blandt borgerne i Tasiilaq, hvor man ikke længere vil acceptere den drukkultur, som har domineret byen i mange år.

- Man er i højere grad begyndt at tale om de ting, som, man ikke synes, er okay. Om sommeren, når vejret bliver godt, kan vi ofte se, at der er et drikkelag i byen, hvor folk sidder og drikker sammen. Og det bliver meget tydeligt, når det bliver godt vejr, og det er vi kede af.

Derfor har kommunen i samarbejde med byens butikker også forsøgt at sætte skilte op de steder i byen, hvor man ikke ønsker at borgerne indtager alkohol i det offentlige rum.

Borgere skal bidrage med løsninger

På baggrund af den tendens, vil borgerne i Tasiilaq snart blive indkaldt til samråd med lokaludvalget, fortæller Hjørdis Viberg.

Her skal borgerne forsøge at komme frem til nogle aftaler om, hvordan man kan og må opføre sig i det offentlige rum.

- Vi ønsker, at byen går i dialog om, hvilket samfund vi ønsker at have, og hvordan vi i fællesskab kan få et samfund, der rummer alles behov med respekt. Fordi vi skal alle have lov til at være her, og hvilke rollemodeller ønsker vi som voksne at være for vores børn og unge, siger hun.

Da der er sommerferie på nuværende tidspunkt, regner hun først med, at der vil komme et samråd med borgerne i slutningen af juli eller i begyndelsen af august.