Knaster i koalitionen: Uenighed mellem Jens Napaattooq og Mariane Paviasen

Naleraq vil ikke gå med til at indføre brugerbetaling i havnene, siger ordføreren Jens Napaattooq. Inuit Ataqatigiits gruppe støtter dog naalakkersuisoq for infrastrukturs planer.
- De (Inuit Ataqatigiit red.) er nødt til at finde ud af det hurtigst muligt, for det er meget vigtigt for samfundet at få at vide, om vi virkelig er på samme kurs, siger Jens Napaattooq. Foto © : Arkivfoto / KNR / Malik Brøns
Skrevet af Andreas Wille
08. februar 2022 05:37

Når fiskere i Nuuk indhandler deres fangst, så skal de betale 38 kroner per tons til havnen. Havnen bliver drevet af Sikuki Harbour. Det kalder man for brugerbetaling.

Og den form for betaling kan blive udbredt til andre større byer i Grønland, hvor havnene er slidte.

Det er i hvert fald en plan, som naalakkersuisoq for infrastruktur, Mariane Paviasen (IA), har, så landskassen kan følge med i den stigende vedligeholdelsesefterslæb der er i landets havne.

Men det overrasker ordfører i koalitionspartiet, Naleraq.

- At naalakkersuisoq ikke vil fjerne brugerbetaling til jollefiskerne betyder, at de vælger en anden retning end den kurs, vi har aftalt, siger Jens Napaattooq til KNR.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut piumasaraat umiarsualiviit amerlanerit atuisunit akiliiffigineqartalernissaat

Der står dog hverken i koalitionsaftalen eller finanslovsforliget, at brugerbetaling i havne skal fjernes.

Men der er en lov fra 2015, som giver Naalakkersuisut mulighed for at indføre brugerbetaling i havnene. Det seneste og eneste eksempel på brugerbetaling er i Nuuk, hvor Sikuki Nuuk Harbour A/S kræver betaling for at bruge havnen.

Inuit Ataqatigiits gruppe i Inatsisartut støtter derfor naalakkersuisoq for infrastruktur, fordi hun blot følger hvad der står skrevet i loven.

- En naalakkersuisoq skal selvfølgelig følge loven, og det er alt afgørende at følge dette, siger Agathe Fontain, der er ordfører for Inuit Ataqatigiits Inatsisartut-gruppe.

Koalitionen mangler at snakke om brugerbetaling

Ordføreren tilføjer, at partiet ikke har taget stilling til, om der skal indføres brugerbetaling i andre større byer i fremtiden, som naalakkersuisoq for infrastruktur har luftet planer om.

- Vi skal internt i koalitionen snakke om, om vi skal komme med forslag til ændringer af emnet, siger Agathe Fontain.

LÆS OGSÅ Napaattooq: Naalakkersuisut umiarsualivinnik atuinermut akiliititsisarunnaassapput

Jens Napaattooq mener dog, at bolden ligger hos Inuit Ataqatigiit alene, og at partiet snart må finde frem til en løsning.

- De (Inuit Ataqatigiit red.) er nødt til at finde ud af det hurtigst muligt, for det er meget vigtigt for samfundet at få at vide, om vi virkelig er på samme kurs, siger Jens Napaattooq.

Naalakkersersuisut har netop udgivet en rapport, der vurderer, at der er et vedligeholdelsesefterslæb af havnene på 270 millioner kroner.

Brugerbetaling skal i den forbindelse bruges til at drive, vedligeholde og udvikle havnene.