KNAPK vil fiske lige mange rejer inden- og udenskærs

Der bliver færre og færre rejer i de grønlandske farvande, især udenskærsbestanden er hårdt ramt, skrev Naturinstituttet i september i år.
Foto © : KNR
17. november 2014 12:56

Derfor må kvotefordelingen mellem indenskærs- og udenskærs rejefiskeriet ændres således, at de to områder fiskes i lige store andele, kræver fisker- og fangerorganisationen KNAPK.

I dag trawles der 57 procent udenskærs og resten indenskær, så det er syv procent af fiskeriet, som skal flyttes tættere på land.

- I følge biologer er udenskærs rejer blevet færre i forhold til indenskærs rejer i det seneste år. Derfor mener vi i KNAPK, at hvis vi skal beholde msc-ordningen i fremtiden og følge biologernes vurdering af bestanden, må fordelingen mellem udenskærs -og indenskærs kvoten fordeles ligeligt, således at alle kan fiske 50 procent hver af kvoten, siger Henrik Sandgreen i KNR's valgdebat om fiskeri i fredags.

Læs også Biologerne: Rejen under alvorligt pres

Alle partier, på nær Demokraterne, støtter op om hans forslag. Flere mener, man på den måde kan sikre, at flere unge får en tilknyning til fiskeriet, da det er nemmere at anskaffe mindre fatøjer, end det er tilfældet med de store skibe, der kan sejle udenskærs.

- Det er på tide at reformere fiskeriet. På den måde opnår vi flere rejefiskere i fremtiden, siger Parti Inuits Paaviaaraq Jakobsen under fredagens debat om fiskeri.

I Naturinstituttet er man bekymret for rejebestanden. 

- Det er bekymrende for bestanden som helhed, at vi har en rådgivning, der er på 60.000 tons. Derfor mener vi, at bestanden fortsat viser tegn på nedgang fra et meget højt niveau, siger biolog og afdelingschef i Naturinstitutet for Fisk og Skalddyr, Helle Siegstad.