Naalakkersuisut på hårdt arbejde med rekordhøje voldtægtstal
Det er den danske avis Metroxpress har kigget på tallet for anmeldte voldtægter til FN’s Agentur for Narkotika og Kriminalitet.
- Tallene er meget høje, og det er meget trist.
- Der er flere mennesker, der træder frem, i stedet for at stå tilbage. Også flere unge træder frem, og det er positivt, siger Mala Høy Kukó til KNR.
Læs også Grønland har flest voldtægter per indbygger
Sidste års 132 politianmeldelser af voldtægt gør, at Grønland ligger øverst på FN's liste af voldtægtsanmeldelser målt per indbyggere. Og for den grønlandske græsrodsbevægelse ’8. marts-gruppen’, er dette rystende læsning.
- Det er fuldstændig forfærdeligt. Det er helt horrible tal, som vi ser i dag og helt horrible situation, vi pludselig ser i øjnene. Specielt taget i betragtning at det jo ikke er alle voldtægtssager, der bliver anmeldt, siger medlem af 8. marts gruppen, Katrine Bødker.
Naalakkersuisuts tilgang til voldtægtsbekæmpelse er at sætte stort fokus på forebyggelse og oplysning.
- Med udgangspunkt i det, der er sket, skal jeg og Nivi planlægge, hvad vi kan gøre bedre i fremtiden, og hvad vi kan indføre i folkeskolen og i uddannelsesstederne for voksne i samarbejde med politiet, siger Mala Høy Kúko.
Naalakkersuisoq for justitsområdet vil ligeledes gøre en følelsesmæssigt hård retssag lettere for flere børn.
Læs også Politiets årsstatistik er ubehagelig læsning
Børn under 12 år kan i dag afgive deres vidneudsagn via videooptagelser og på den måde skånes for at være til stede i retssalen.
Mala Høy Kúko vil have aldersgrænsen rykket op, så ordningen også gælder for børn op til 15 år.
8. marts gruppen mener, at der også skal sættes fokus på krænkeren, hvis en effektiv forebyggelse skal sættes i stand.
- Vi er nødt til at lade vær med at kun at tænke på at forebygge dem, der bliver krænket. Vi er også nødt til at begynde og tænke på at bryde tabuet omkring og forebygge dem, der eventuelt krænker, siger Katrine Bødker.