Kimik forstår ikke udflytning af kunstskole til Aasiaat

Det er en meget dårlig ide at flytte kunstskolen fra Nuuk til Aasiaat. Så klar er meldingen fra kunstnerforeningen Kimik.
Kunstnersammenslutningen Kimiks formand, Lisbeth Karline Poulsen. Foto © : KNR
16. januar 2018 14:42
Versionist Simon Uldum -

Naalakkersuisut har besluttet at gå videre med arbejdet med at flytte Jern- og Metalskolen til Sisimiut og Kunstskolen til Aasiaat.

Det vækker igen kritik fra Kunstnersammenslutningen Kimik, der er stærkt imod, at Kunstskolen skal flyttes til Aasiaat.

Det fortæller formanden for foreningen, Lisbeth Karline Poulsen.

- Jeg tænker det er enormt ærgeligt, hvis den skal flyttes til Aasiaat, siger Lisbeth Karline Poulsen til KNR og tilføjer:

- Jeg syntes det er synd for eleverne, der skal komme på skolen, at de bliver isoleret i Aasiaat.

Hun pointerer, at Kimik ikke har noget imod om, at der er en kunstskole i Aasiaat, men så længe der kun er én kunstskole i Grønland, så burde den af hensyn til eleverne ligge i Nuuk.

 - Så de kan komme til udstillinger, de skal hente inspiration fra museer og fra biblioteket, og de skal se teaterforstillinger, fortæller hun. 

LÆS OGSÅ Udflytning af uddannelsesinstitutioner fortsætter

Udnytte ressourcer og muligheder

Formålet med udflytningen er at udnytte de ressourcer og muligheder, der er rundt omkring i landet, samtidig med at der skabes vækst og arbejdspladser, skriver Naalakkersuisut i deres pressemeddelelse der udkom igår mandag.

Lisbeth Karline Poulsen har svært ved at se hvor mange udstillinger der er i Aasiaat, udover dem eleverne på kunstskolen selv skal afholde.

- Jeg kan ikke se, hvor de vækstmuligheder skulle være. Jeg syntes det er lidt tyndt, siger hun.

Formanden for Kimik føler sig overset af Naalakkersuisut:

- Jeg syntes det er ærgeligt, at der måske ikke er blevet lyttet til os, og at vi ikke er taget med på råd i så vigtig en beslutning, siger formanden.

LÆS OGSÅ Kimik undrer sig over udflytningsplaner