Kim Leine hædret med fornem pris

Der stod i den grad ’Grønland’ på programmet, da Kronprinseparret lørdag aften uddelte parrets årlige priser inden for kultur, kunst og socialt arbejde.
Foto © : KNR
Skrevet af Karsten Sommer
25. november 2018 13:39

Udover Foreningen Grønlandske Børn der, som vi fortalte i går, modtog Kronprinseparrets Sociale Pris på 500.000 kroner, gik også Kronprinseparrets Kulturpris på 500.000 kroner til den dansk-norske forfatter, Kim Leine, som siden sin første roman ”Kalak” i 2007 har skrevet en stribe af romaner, især om Grønland.

I begrundelsen for prisen hedder det blandt andet, at:

”Leines stil er præcis og kraftfuld. Og selv om nogle værker foregår i en helt anden tid, bliver man som læser trukket ind i historien og mærker karakterernes desperation, ensomhed og tvivl. Leine har en evne til at beskrive mennesker, så de kravler ind under huden på læseren, hvor de bliver længe efter, man har lagt bogen fra sig.”

LÆS OGSÅ Frederik og Mary donerer halv million til grønlandske børn

Kim Leine udgav tidligere i år bogen ”Rød mand/ Sort mand”, som handler om anlæggelsen af den danske handelskolonien Godthåb under Hans Egedes tid.

LÆS OGSÅ Kim Leine skriver ny bog om Grønland