Kielsen kalder kritik fra IA for fnidder og fnadder

Det er fnidder-fnadder, når Sara Olsvig og Naaja Nathanielsen beskylder Kim Kielsen for at tilsidesætte parlamentarismen. Det gør Kim Kielsen klart i en pressemeddelelse fra Naalakkersuisut.
Kim Kielsen
27. oktober 2014 07:27

De to IA'ere kritiserede sidste uge den fungerende formand for Naalakkersuisut for at bøje reglerne ved for eksempel at invitere partiformænd med til møder om driften af landet, på trods af, at de ikke er medlem af Inatsisartut.

LÆS OGSÅ IA: Kielsen driver udemokratisk kaos-naalakkersuisut

Samtidig kritiserer de også forretningsnaalakkersuisut for at omfordele krabbekvoter uden skelen til de inden- og udenskærs anbefalinger. En praksis som er i strid med biologernes anbefalinger, men til gengæld ligger op ad den normale arbejdsgang i departementet for fiskeri fangst og landbrug.

 

Vil ikke inddrage partiformænd fremover
Kim Kielsen gør det klart, at han fremover vil ændre fremgangsmåde, og han ikke fremover vil inddrage partiformændene.

- Når det ikke er muligt at adskille den daglige embedsførelse fra politisk mudderkastning og valgkamp, må konsekvensen være, at jeg på anden vis fører lovens intentioner ud i livet, lyder det fra formanden for forretningsnaalakkersuisut.