UD AF NUUK Kielsen: Arbejdet med flytning af opgaver til kommunerne er i fuld gang

Forslaget om overflytning af flere opgaver til kommunerne fra de tre borgmestre i kommunerne Kujalleq, Qaasuitsup og Qeqqata får i dag opbakning fra den sidste borgmester - Asii Chemnitz Narup i Kommuneqarfik Sermersooq. Ifølge formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen er arbejdet med overdragelse af opgaverne dog i fuld gang.
Foto © : KNR
25. februar 2016 12:51

- Der har været koncentration om at få de nye kommuner op at køre administrativt og organisatorisk, men parallelt med det har man ikke forberedt overførslen af opgaver, og det er der, hvor vi står i dag, sagde direktør i kommunernes sammenslutning KANUKOKA, Hans-Peder Barlach Christensen, i sidste uge til KNR, hvor han fortalte, at arbejdet med strukturreformen ifølge ham er gået i stå.

Læs også Asii: Kom nu i gang

Derfor foreslår de tre borgmestre fra kommunerne Kujalleq, Qaasuitsup og Qeqqata i deres rapport "En ligeværdig fremtid", at der igen kommer gang i overdragelsen af opgaver til kommunerne.

Men det arbejde er allerede i gang, fortæller formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen nu til KNR:

- Undersøgelserne af, hvilke opgaver, der hurtigst kan overdrages til kommunerne er i gang. En af vores ansatte har fået den opgave og er i gang med at lave nogle undersøgelser, siger Kim Kielsen.

Læs også UD AF NUUK KANUKOKA-direktør: Strukturreformen er aldrig kommet i gang

Ifølge Kim Kielsen arbejder Selvstyret på et overblik over de opgaver, der kan flyttes.

- Vi har sat kursen for, at vi har et overblik over de opgaver, der kan overdrages, 1. januar 2017, siger Kim Kielsen.

Han afviser, at det er borgmestrenes aktuelle forslag, der har betydet, at arbejdet er sat i gang.

- Nej. I oktober sagde jeg klart, at vi hurtigst som muligt skal begynde undersøgelserne af, hvilke opgaver kan overdrages til kommunerne. Vi begyndte arbejdet dengang, siger formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen.

Læs også UD AF NUUK Kielsen giver udflytningsforslag en kold skulder

Læs også UD AF NUUK Kommunalforsker: Udflytning kan få stor betydning for kommunerne