Kâlánguak Absalonsen blev bortadopteret: Den danske stat skal anerkende, hvad der er sket
Den sidste gang Kâlánguak Absalonsen så sin mor var i foråret 1975.
Kâlánguak Absalonsen gik på gaden i Sisimiut med sin plejemor i den ene hånd og en buket tulipaner i den anden, da hun pludselig kunne spotte sin mor komme gående længere nede ad gaden.
Da de nærmede sig hinanden, kunne Kâlánguak Absalonsen se, at moren græd.
Moren tog spontant noget op af lommen - en mønt, eller et stykke tyggegummi - Kâlánguak Absalonsen kan ikke huske helt præcis hvad, og placerede det i datterens hånd.
- Det var meget tydeligt, at hun var i dyb sorg, og den sorg kunne jeg slet ikke rumme. Jeg var jo bare et lille barn, fortæller Kâlánguak Absalonsen om mødet, der fandt sted for 48 år siden.
Da Kâlánguak Absalonsen kom tilbage til plejeforældrenes hjem, var halvdelen af tulipanerne gået itu.
I dag er hun en af de grønlandske bortadopterede, der ønsker erstatning fra den danske stat. Sagen er stadig i sin spæde begyndelse, men en håndfuld af de bortadopterede har samlet sig og er repræsenteret af advokat Mads Pramming fra Ehmer Pramming Advokater. Han har tidligere repræsenteret eksperimentbørnene, og han er også advokat for de juridisk faderløse og kvinderne i spiralsagen.
Ifølge DR blev 164 børn officielt bortadopteret fra Grønland til Danmark i 1964 til 1979. Men der er også sket adoptioner uden om det officielle system, som ikke er registrerede.
- Jeg mistede mig selv, da jeg mistede min anaana, søskende og familie i Sisimiut. Jeg mistede min kultur og mit sprog, og det har fulgt mig hele livet, siger Kâlánguak Absalonsen, der i dag er 52 år.
Et dansk par åbner døren
Når Kâlánguak Absalonsen i dag tænker tilbage på sit barndomshjem, et lille rødt hus i Sisimiut, er det ofte gode minder.
Hun husker sine forældres kærlighed, sine søskendes omsorg, og sukkermadder hos nabokonen.
Men det var også et hjem, der i perioder var præget af uro. Af folk fra byen, der drak tæt i det lille hjem. Og hun husker, hvordan hun lå tæt sammen med sine søskende i sengen og ventede på, at festen var forbi.
Da Kâlánguak Absalonsen var tre år, ramte en ulykke familien. Forældrene blev skilt og ikke lang tid efter, tog hendes far sit eget liv. Og familien gik i opløsning.
- En dag var jeg alene med min mor. Vi var seks søskende, så det var sjældent, at jeg var det. Hun gav mig mit fineste tøj på - en varm trøje og varme bukser - og sagde, at jeg ikke skulle være ked af det.
- Så kom to personer fra kommunen ind i huset. De talte med min anaana. Og på et tidspunkt nikkede hun, og så tog de mig i hånden og gik væk.
- Jeg anede ikke, hvad der skete, men jeg kunne mærke, at noget var helt forkert. Jeg begyndte at skrige og sprælle, mens vi satte os ind i en bil. Vi stoppede ved en høj bygning, gik op ad trapperne og bankede på en dør. Et dansk par åbnede, fortæller hun.
Et helt forandret liv
I et halvt år efter Kâlángauk Absalonsen var kommet i pleje hos det danske par, boede hun fortsat i Sisimiut. Men hendes liv var fuldstændig forandret.
Hun fik et nyt navn. Karen. Hun fik et nyt hjem, et nyt sprog, nye søskende og en ny hverdag i en børnehave.
- Der var både danske og grønlandske børn, og også grønlandske kvinder, der arbejdede der, men vi talte dansk. Det skulle vi. Jeg tror, det handlede om, at jeg hurtigt skulle lære det danske sprog, fortæller hun.
Hun har et fotografi, hvor hun sidder med to af sine oprindelige søskende i en sofa, efter at de er flyttet til nye familier, men kontakten var begrænset. Den eneste gang hun så sin mor, var dén dag på gaden i Sisimiut, hvor de tilfældigvis så hinanden.
I sommeren 1975 adopterede plejeforældrene hende, og hun flyttede med familien til Danmark. Ifølge Kâlánguak Absalonsens adoptionspapirer, som KNR har set, var adoptionen gratis.
- Jeg anede ikke, hvor Danmark var. Men jeg troede ligesom, at det var et sted lige på den anden side af fjeldet. At dérovre bag fjeldet ligger Tivoli, Zoologisk Have og Legoland, fortæller hun.
Der skulle gå godt 18 år, før Kâlánguak Absalonsen så sine oprindelige søskende igen.
Et nyt syn
Da Kâlánguak Absalonsen var i starten af 20'erne døde hendes biologiske mor pludseligt. Og i den forbindelse kom hun i kontakt med sine oprindelige søskende.
Det blev enden på en negativ fortælling om Grønland og grønlændere, som hun med egne ord var opvokset med, gerne fodret med billeder af socialt udsatte grønlændere, som hun så i de danske medier.
De søskende, som moren ikke havde fået fjernet, fortalte historier, som gav hende et helt nyt og kærligt syn på moren og hendes folk.
- Jeg voksede op med en fortælling om Grønland som et meget smukt land, men fyldt med socialt udsatte. Det var ikke et sted, jeg kunne forbinde mig med, for det var andre mennesker, der havde taget over i mit liv, mit land og min historie, siger hun.
I juli 2020 valgte hun at ophæve sin adoption. Og da coronapandemien ramte, isolerede Kâlánguak Abalonsen sig i sit hjem i København og skrev bogen ”Lille”, der handler om hendes adoptionshistorie.
Kâlánguak Absalonsen er i dag sikker på, at hendes mor ikke vidste, hvad adoptionen egentlig indebar. Traditionelt set har adoptioner i Grønland nemlig foregået inden for familien, eller barnet og de oprindelige forældre har haft et kendskab eller forhold til hinanden.
Derfor kæmper Kâlánguak Absalonsen nu for at få en oprejsning.
- Det er vigtigt, at den danske stat erkender, hvad der er sket. At man i 1960’erne og 70’erne tillod, at vi børn blev bortadopterede, fordi man mente, at dansk kultur var det bedste for os. Jeg er sikker på, at vores forældre ikke vidste, hvad en adoption indebar, og det skal vi have oprejsning for, siger hun.
