Jess Svane ønsker uran-afstemning

Den tidligere borgmester i Qaasuitsup Kommunia Jess Svane vil stille op for Siumut til Inatsisartut-valget den 28.november.
Jess Svane
Skrevet af Karsten Sommer
23. oktober 2014 14:28

Men stik imod de hidtidige udmeldinger fra hans eget parti ønsker Jess Svane, at den grønlandske befolkning skal have mulighed for at tage stilling til udvinding af uran her i landet.

I den nordgrønlandske gratisavis Tamanut Avanaani fortæller han, at der må gøres op med den splittelse Siumuts beslutning om ophævelse af nul-tolerancen har skabt i befolkningen.

- Det må være op til befolkningen at bestemme om der skal udvindes radioaktive råstoffer. Vi må så rette os efter det, som befolkningen beslutter, siger Jess Svane til den nordgrønlandske avis.

Og det skal ske på et oplyst grundlag med klargøring af fordele og ulemper, så beslutningen ikke træffes ud fra uvidenhed om uranudvindingog dets konsekvenser.

Læs også Avataq: Husk Grønlands uranpolitik

Bredt samarbejde 
Til gengæld tror han, at en sådan folkeafstemning vil muliggøre et regeringssamarbejde med Inuit Ataqatigiit.

- Det er vigtigt at Siumut og IA kan danne en koalition efter valget og skabe en stærkere nation, siger Jess Svane.

- Og det kan sagtens lade sig gøre, hvis vi følger befolkningens krav om en afstemning om nul-tolerancen, mener den tidligere borgmester, som altså nu håber at kunne gøre sine meninger gældende i landspolitikken ved at stille op til Inatsisartut.