Kommunalansat om rygeforbud: Jeg er ikke et barn

Nogle af de rygere, der fra første januar har fået forbud mod at tænde cigaretterne på arbejdspladserne i Kommune Kujalleq, tager nu bladet fra munden og kritiserer forbuddet.
Foto © : Flickr Creative Commons
Skrevet af Jørgen Semionsen
13. februar 2018 10:24

En af dem er Bodil Mikaelsen, der arbejder i aktivitetscentret for handicappede i Narsaq. Hun havde faktisk opsagt sin stilling på grund af rygeforbuddet i pauserne og frokostpausen i arbejdstiden. 

- Jeg vil sige at jeg ikke kan acceptere, at jeg skal behandles sådan ovenfra, da jeg ikke er et barn, siger Bodil Mikaelsen.

Der er over 1000 medarbejdere i Kommune Kujalleq. Halvdelen af dem fik rygeforbud fra den 1. januar i år. Tidligere kunne der ryges i ro og mag i pauserne, men nu ryges der i hemmelighed. 

- Mange som arbejder på de kommunale arbejdspladser er ramt. Selv folk, der arbejder udendørs. Det er for meget, at man ikke må ryge, når man er ude i det fri, siger Bodil Mikaelsen.

Atassut: Brud på menneskerettighed

Atassuts medlem af kommunalbestyrelsen Bentiaraq Ottosen siger, at han godt forstår, at nogle medarbejdere klager: 

- Jeg har forståelse for medarbejdernes modstand. Jeg vil tage det op igen og igen, siger han, der som den eneste stemte imod, da forslaget om rygeforbud var til afstemning i kommunalbestyrelsen, siger Ottosen og fortsætter:

- Der bør tages hensyn til menneskerettighederne i vores kommune. Derfor var jeg imod rygeforbuddet.

Han vil tage spørgsmålet op igen i kommunalbestyrelsen.

Ledelsen i Kommune Kujalleq oplyser, at der ikke er planer om at ændre rygeforbuddet. 

LÆS OGSÅ Rygeforbud kan sprede sig