Underskriftsindsamling: Inuit-leder vil have selvmordsbølge anerkendt som national krise
Mary Simon, der selv kommer fra Nunavik, begyndte i efteråret en underskriftsindsamling som anmoder Canada og Nunavik om officielt at anerkende denne situation som en national krise.
Underskriftindsamlingen kom lige efter at inuitlederen havde begravet sin egen niece, som begik selvmord.
Sidste år mistede bygden Puvirnituk elleve unge Inuit til selvmord. Puvirnituk ligger på østsiden af Nunavik og har en 1700 indbyggere.
I alt tog 15 unge Nunavimmiut deres eget liv i 2018, det er en krise, siger Mary Simon til KNR. En krise som Nunavik og Canada skal gøre noget ved.
LÆS OGSÅ Nunavik vil skærpe indsats mod selvmord
Mary Simon understreger at de bør oprette et behandlingscenter i Kuujjuaq for unge fra hele Nunavik og desuden behandling til alle unge i bygderne ved brug af tele-medicin, dvs. at de unge kan behandles via skype eller anden tv transmitteret behandling i samarbejde med lokale sygeplejere eller social arbejdere.
Det vigtigste er, siger Mary Simon, at der er en kontinuerlig behandling. Det nytter ikke at de unge kommer i behandling i et par måneder i Kuujjuaq eller sydpå og så bliver sendt tilbage til bygden hvor der ikke findes de rette services.
Der skal lægges pres på regeringerne for at opnå dette for det vil koste penge. Derfor startede hun den underskriftsindsamling som nu har fået over 55.000 underskrifter fra hele verden.
I februar vil hun igangsætte møder med de vigtigste regeringsministre for at få de nødvendige ressourcer, siger Mary Simon til KNR.