Ingen udsigt til forandringer: Ledelsen afviser sygeplejerskerne

Sygeplejerskernes desperate opråb blev hørt, men de store forandringer må vente flere år.
Det er bydende nødvendigt, at sundhedsledelsen og Naalakkersuisut skrider til handling, hvis det nuværende coronakaos i sundhedsvæsenet skal bringes i orden, siger Ken Hansen. Foto © : KNR
28. januar 2022 08:47

”Tak uden handling er værdiløst midt i en krisesituation.”

Med disse ord slog formanden for Peqqissaasut Kattuffiat (PK), sygeplejerskernes fagforening, Ken Jensen fast, at det er bydende nødvendigt, at sundhedsledelsen og Naalakkersuisut skrider til handling, hvis det nuværende coronakaos i sundhedsvæsenet skal bringes i orden.

LÆS OGSÅ Sygeplejersker i opråb: Tilstanden i sundhedsvæsenet er akut

Siden er anerkendelsen af sygeplejerskernes indsats under coronapandemien strømmet ind, og der er blevet holdt møder mellem sygeplejerskernes repræsentanter og sundhedsledelsen, hvor det er aftalt, at dialogen skal styrkes.

Udsigten til de helt store ændringer i sundhedsvæsenet har dog stadig lange udsigter.

Ønske om ekstra feriedage afvist

PK har foreslået, at sygeplejerskerne tilbydes ekstra feriedage, så de kan få et pusterum og samle kræfter til at udføre den ekstraordinære indsats, som samfundet har brug for lige nu, hvor coronapandemien er på sit højeste.

Den vikarierende naalakkersuisoq for sundhed, Pele Broberg (Naleraq), forstår sygeplejerskernes ønske, men mener i første omgang, at sygeplejerskernes arbejdsforhold bør løses uden politisk indblanding og i dialog mellem Sundhedsledelsen og sygeplejerskernes repræsentanter.

LÆS OGSÅ Pele Broberg siger tak til pressede sygeplejersker: Det har vi ikke været gode nok til

Samtidig siger han, at politikerne kun vil blande sig, hvis det sker efter ønske fra Sundhedsledelsen:

- Politisk kan vi ikke fortælle, hvordan man skal prioritere i sundhedsvæsenet, der er vi nødt til at følge fagfolkene og lytte til deres anbefalinger, siger Pele Broberg.

Men det tyder ikke på, at sådan en henvendelse er lige på trapperne – tværtimod.

I et svar til KNR skriver Sundhedsledelsen nemlig:

- Ekstra feriedag vil øge det i forvejen store arbejdspres for det tilbageværende personale. Vi forstår imidlertid udmærket ønsket om mere fritid og vil gøre vores for at imødekomme dette blandt andet gennem vagtplanlægning. Ønsket om ekstra feriedag skal tages i forbindelse med overenskomstforhandlinger.

Sygeplejerskerne forudser personaleflugt

Hverken den politiske eller sundhedsfaglige ledelse lægger op til større tiltag, som kan ændre den nuværende situation i sundhedsvæsenet.

Derfor ser det ud til, at sygeplejerskernes ønske om drastiske forandringer i arbejdsforholdene først kan blive ændret, når der skal forhandles en ny overenskomstaftale i 2023.

LÆS OGSÅ Sygeplejersker i opråb: Tilstanden i sundhedsvæsenet er akut

En beslutning, der går stik imod PK:

- At vente til næste overenskomstforhandling med at løse problemerne, er en utopisk forestilling. Hvis ikke man tager drastiske skridt nu, vil der ikke være ret meget sundhedspersonale at forhandle med næste gang, skriver Ken Jensen i et svar KNR.

Han gør samtidig opmærksom på, at presset på sygeplejerskerne og det øvrige sundhedspersonale ikke forsvinder den dag, corona ikke længere er et problem.

Lige nu udskydes der nemlig mange undersøgelser og behandlinger, hvorfor der opbygges en stor patient-pukkel, som skal håndteres på den anden side af pandemien.

Sundhedspersonalet når altså knap nok at trække vejret, før de skal dykke ned i det store patient-hav igen.

Politikerne løber fra deres ansvar

Ken Jensen retter desuden en hård kritik mod Naalakkersuisut, som han mener, har det overordnede ansvar for, at sundhedsvæsenet ikke bliver kørt ud over afgrunden:

- Sundhedsvæsenet er i sidste ende politikernes ansvar. At læne sig tilbage og vente på, at den pressede sundhedsledelse alene må løse konflikterne med en økonomi, der ikke bakker virkelighedens behov op, det er ansvarsfraskrivelse af værste skuffe, skriver Ken Jensen.

Ifølge PK er presset så stort på sygeplejerskerne, at flere medlemmer fortæller, at de laver fejl, som i værste fald kan koste patienterne livet.

Det forventes, at næste overenskomstaftale for sygeplejerskernes bliver indgået i 2024.