Pele Broberg siger tak til pressede sygeplejersker: Det har vi ikke været gode nok til

Naalakkersuisut har ikke været gode nok til at anerkende sygeplejerskernes indsat under corona, siger Pele Broberg, der er fungerende naalakkersuisoq for sundhed.
- Vi er fra Naalakkersuisuts side helt klar over, at sundhedspersonalet har stået i frontlinjen gennem pandemien. Vi anerkender den indsats, de gør. Det har vi måske ikke været gode nok til at sige, siger Pele Broberg. Foto © : Malik Brøns / KNR
20. januar 2022 17:54

I går stod flere sygeplejersker frem her på KNR, hvor de fortalte, at deres arbejdsmiljø er i bund, og at kaosset i sundhedsvæsnet både går udover patienterne og sygeplejerskens eget privatliv.

Det får nu den vikarierende naalakkersuisoq for sundhed, Pele Broberg (Naleraq), på banen med en anerkendelse af sygeplejerskens arbejde:

- Jeg vil gerne takke for det kæmpe arbejde, som sygeplejersker, bioanalytikere, portører og andre i sundhedsvæsenet har lavet de sidste par år. Det er hårdt at høre hvilket arbejdsmiljø, de har arbejdet under.

- Vi er fra Naalakkersuisuts side helt klar over, at sundhedspersonalet har stået i frontlinjen gennem pandemien. Vi anerkender den indsats, de gør. Det har vi måske ikke været gode nok til at sige, siger Pele Broberg.

LÆS OGSÅ Sygeplejersker i opråb: Tilstanden i sundhedsvæsenet er akut

For at lette det pres, som sygeplejerskerne oplever, har Naalakkersuisut valgt at ændre teststrategien, da det vil frigøre flere ressourcer. Det fortæller Pele Broberg:

- Når vi har fået en indstilling fra Sundhedsledelsen om, at vi er nødt til at skære ned på de mange tests, så sundhedspersonalet kan tage sig af de syge, så er det også den vej vi er gået politisk. Det har vi gjort selvom, at vi godt ved, at det er upopulært.

Kan ikke love ekstra feriedage for ekstra indsats

Sygeplejerskerne har blandt andet fortalt til KNR, at de har så travlt, at de ikke kan oplære deres nye kollegaer, og at det i værste fald kan betyde døden for patienterne, fordi at de ikke får den rette behandling.

Til KNR siger Pele Broberg, at han forventer, at man i Sundhedsledelsen vil følge op på denne bekymring, så den tilspidsede situation kan løses.

Ken Jensen, der er formand i sygeplejerskernes fagforening, har foreslået, at sygeplejerskerne tilbydes ekstra feriedage, så de kan få tid til at puste ud og samle kræfter til at yde den ekstra indsats, som det kræves at vinde kampen mod corona.

Pele Broberg kan godt forstå ønsket, men han vil dog ikke love, at der er ekstra ferie på vej til sygeplejerskerne og andet personale, som føler sig presset. I stedet henviser han til overenskomstforhandlingerne:

- Modellen med overenskomstforhandlinger har fungeret i lang tid. Politisk kan vi ikke fortælle, hvordan man skal prioritere i sundhedsvæsenet, der er vi nødt til at følge fagfolkene og lytte til deres anbefalinger.

- Når det er sagt, så kan jeg godt følge deres ønske om, at der følger en anden form for belønning med end blot et klap på skulderen. Vi har dog ikke fået en henvendelse på den her problemstilling, siger Pele Broberg.