Isbjørneturisme bliver tilladt: Ingen krav om kendskab til isbjørne
Forestil dig det.
Du stiger på en båd med en gruppe turister og sejler væk fra byen.
I lægger til kaj et afsides sted og bevæger jer ind over land, guiden med en riffel over skulderen.
Og endelig, efter en halv time, spotter i den. Grønlands stolthed; isbjørnen.
Scenariet lyder nok ikke særligt velkendt. Det har nemlig ikke været tilladt at drive turisme med mål om at se den populære bjørn.
Men det bliver fortid med en ny isbjørnebekendtgørelse fra Departementet for Fiskeri og Fangst.
Ingen sikkerhedskrav til isbjørneguides
Helt konkret har det hidtil været forbudt at lokke, opsøge, forfølge eller på anden måde forstyrre isbjørne.
Men det nye regelsæt betyder altså, at det nu kan være op til fortolkning. Ifølge konstitueret afdelingschef for Erhvervs- og handelsafdelingen i Departementet for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel Marte Lona er der nemlig kun to krav til dem, der kunne have lyst til at drive isbjørneturisme:
- Vi har naturligvis interesse i, at folk ved, hvad de laver, så det er et krav, at ansøger har teknisk og faglig formåen på turismeområdet for at modtage en tilladelse. Derudover er der krav om, at ansøger er skattepligtig og har folkeregistreret adresse i Grønland, siger hun til KNR.
Så det er ikke et krav, at man ved noget om isbjørne?
- Det er jo et krav i loven, at man ikke må sejle tættere end 200 meter på isbjørnene. Alle forhold vedrørende forstyrrelse af isbjørne er underlagt Departement for Fiskeri og Fangst.
KNR har forsøgt at få en kommentar fra Departementet for Fiskeri og Fangst, men det har ikke været muligt inden artiklens publicering.
En detaljeret flugtplan
Spørger man afdelingschef i afdeling for Pattedyr og Fugle i Grønlands Naturinstitut, Fernando Ugarte, kan turismen være positiv for Grønlands økonomi samtidig med, at den ikke skader isbjørnene.
Ifølge ham er der to aspekter, som bør overvejes:
- Det bedste for isbjørnene, hvis der skal være turisme, er, at det bliver i en kontrolleret form, så de ikke bliver skræmt væk fra området, folk ikke kommer for tæt på og ikke følger efter dem, siger han og fortsætter:
- Det bedste for menneskerne er, hvis isbjørneturismen er rigtig godt reguleret, sådan at det kun er turistoperatører med erfaring, der kan gøre det. Så vidt jeg forstår, er denne tilladelse noget, man skal søge om, det er ikke noget, alle kan få.
Netop for at sikre turisterne beder Departementet for Udenrigsanliggende, Erhverv og Handel i ansøgningsskemaet, som man skal udfylde for at få lov til at føre betalingsturisme på isbjørne, om en beskrivelse af, hvilket sikkerhedsudstyr eller konkret sikkerhedsplan, en guide har, hvis uheldet er ude.
Kan det ikke være en stressfaktor for isbjørnene?
- Det er derfor, jeg mener, at det skal være reguleret, så der ikke pludselig dukker en masse turister op. Det vil være ideelt, hvis det kun er udvalgte turoperatører, der har tilladelse, og hvis de gør det på en respektfuld måde.
Fernando Ugarte oplyser desuden til KNR, at departementet for Udenrigsanliggender, Erhverv, Handel og Klima har henvendt sig til Grønlands Naturinstitut og spurgt om vejledning og retningslinjer før vedtagelsen af isbjørnebekendtgørelsen.
Den nye bekendtgørelse om fangst og beskyttelse af isbjørne blev godkendt af Naalakkersuisut 6. marts i år og er allerede trådt i kraft.