Oppositionen vil have Kielsen på banen i makrelsag

Formand for Naalakkersuisut må forklare, hvad der er op og ned i sagen om uddelingen af makrelkvoter, mener formændene for de to oppositionspartier.
Kim Kielsen må forklare sig, mener oppositionspartierne. Foto © : Nils Baum, Bureau for Inatsisartut
29. oktober 2015 17:52

- Der er tale om vores lands vigtigste erhverv, fiskeriet. Det er det erhverv, som opretholder vores økonomi på det her tidspunkt.

- Det er et erhverv, som på ingen måde må kunne stilles spørgsmålstegn ved, udefra eller internt i erhvervet og blandt befolkningen her i vores land, siger formand for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig, til KNR.

Formanden for Partii Naleraq er ligeledes utilfreds med makrelforløbet.

Læs også Kruse stod for rammerne af makrelkvote uddelingen

 

Ud af skjulet

Naalakkersuisut skal til at vise, at befolkningen kan stole på dem, siger Hans Enoksen (PN).

- Formanden for Naalakkersuisut skal også sikre, at der arbejdes korrekt. Og det, der nu er kommet frem, viser tydeligt, at det ikke er tilfældet. Derfor skal han ud af skjulet og gå til handling, siger Hans Enoksen.

Læs også VIDEO Mikael: KNT har fulgt reglerne

Tidligere fortalte chefen for Departementet for Fiskeri, at makrelkvotekriterierne er tilrettelagt af Karl-Kristian Kruse.

Og det generer formanden for Partii Naleraq.

- Jeg tror fuldt og fast på departementschefens udmelding, fordi han selv har sagt det. Derfor bliver formand for Naalakkersuisut nødt til at komme frem og sørge for, at retningslinjerne bliver fulgt, siger Hans Enoksen.

Det er Sara Olsvig fuldstændig enig i.

- Der er ingen tvivl om, at der er ting i den her sag, der ikke hænger sammen. Og det, jeg savner lige nu, er, at formand for Naalakkersuisut nu skærer igennem og fortæller os, hvad der er op og ned i den her sag, lyder det fra Sara Olsvig.