ICC og professor savner oprindelige folks rettigheder i oliestrategi

Både ICC og professor påpeger, at oliestrategien ikke forholder sig til oprindelige folks rettigheder. Naalakkersuisoq afviser kritikken
- Det er meget ærgerligt. For når man laver så store planer, så er det meget nærliggende, at projekterne får indflydelse på folk, der bor i nærområdet og miljøet, siger præsident i ICC Grønland, Hjalmar Dahl. Foto © : Mads Fægteborg/ICC
24. februar 2020 06:42

Naalakkersuisuts nye oliestrategi forholder sig ikke til oprindelige folks rettigheder, mener ICC og professor ved Ilisimatusarfik.

Men politikerne er valgt af de oprindelige folk i Grønland, så politikerne skal nok sikre, at rettighederne bliver overholdt, lyder det fra Naalakkersuisut.

Oliestrategien
 

  • Naalakkersuisut godkendte oliestrategien for 2020-2024 i slutningen af januar i år.

 

  • Strategiens hovedfokus ligger på at få genskabt interessen for grønlandsk olie

 

  • Åbning af nye licensområder såvel onshore som offshore.

 

  • Gennemførelse af geologiske og geofysiske tiltag 

 

  • Aktiv markedsføringsindsats over for olieindustrien.

 

  • Formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, gennemførte et markedsføringsfremstød i Houston i uge 6 for at skabe opmærksomhed om åbningen af nye licensområder i Grønland.
     
  • Derefter rejste embedsmænd fra Selvstyret til et tilsvarende event i London den 10. februar 2020.

Kilde: Naalakkersuisut

- Det er meget ærgerligt. For når man laver så store planer, så er det meget nærliggende, at projekterne får indflydelse på folk, der bor i nærområdet og miljøet, siger præsident i ICC Grønland, Hjalmar Dahl.

LÆS OGSÅ Olie og gas vækker bekymring

Rettighederne omfatter nemlig blandt andre retten til ”frit forudgående og informeret samtykke”.

Men naalakkersuisoq for energi, Jess Svane (S), afviser kritikken.

- Forskellige organisationer er blevet hørt. Også ICC blev hørt. Derfor mener jeg ikke, at man forbigår landets oprindelige befolkning i arbejdet med denne strategi, siger Jess Svane.

LÆS OGSÅ Undersøgelse: Befolkningen vil informeres bedre om olieudvinding

Han tilføjer, at det er de oprindelige folk, der har stemt på politikerne, så det er Naalakkersuisut og Inatsisartut, der er de vigtigste i arbejdet.

Professor ved Ilisimatusarfik Anne Merrild Hansen, der arbejder med miljøvurderinger i Arktis, siger dog, at der er stor forskel på folks ønsker i forhold til mineindustrien.

- Og i forhold til olie og gas så afhænger det af, hvad målet for folkets fremtid er og deres ønsker for deres familier, siger professoren, der sammen med en kollega har rejst rundt på kysten for at afdække borgernes syn på minedrift.

Hun tilføjer, at strategien mangler vurdering af olieindustriens mulige konsekvenser for samfundet.

LÆS OGSÅ Professor om olie: Erfaringer fra hele verden viser omfattende konsekvenser

Naalakkersuisut har med deres nye strategi også åbnet for en olieefterforskning til lands. Og det betyder, at olieindustrien kommer tættere på folk, siger forskeren.

Og befolkningen bør blive hørt. Især når eksempelvis olieudvinding kan have store konsekvenser for dem og deres miljø, mener Hjalmar Dahl.

- For når man ser på Arktis, så skal man tænke på, der er storis, isfjelde, der er havstrøm, som kan skade olieplatforme. Så hvis uheldet er ude, vil det ramme alle, siger Hjalmar Dahl.

LÆS OGSÅ Masser af olie under Arktis

Bekymringen blev også luftet i et ICC høringssvar til oliestrategien, men blev ikke skrevet ind i strategien. Men Jess Svane siger, at det er umuligt at stille alle modsatrettede parter tilfredse.

- Vi fik udtalelserne fra de berørte arbejdspladser og repræsentanter for befolkningen - deriblandt ICC. Og de blev selvfølgelig alle vejet under arbejdet med strategien, siger Jess Svane.

Derudover forsikrer han, at Naalakkersuisut vægter sikkerhed og miljø højt, og der vil være vurderinger om de miljø- og samfundsmæssige konsekvenser, i de såkaldte VVM- og VSB-redegørelser, hvis der kommer en konkret henvendelse om at udvinde olie.