IA kræver ny naalakkersuisoq for sundhed

Endnu en gang opfordrer Inuit Ataqatigiit til, at sundhedsdepartementet får sin egen naalakkersuisoq, sådan som det var, inden Doris Jakobsen blev sendt retur til Folketinget.
Juliane Henningsen & Aaja Chemnitz Larsen Foto © : Inuit Ataqatigiit
Skrevet af Camilla Dam
17. marts 2015 15:34

I forbindelse med Thulesagen valgte Kim Kielsen & co. at sætte Nick Nielsen fra bestillingen som Siumuts folketingsmedlem ved at bede naalakkersuisoq for sundhed Doris Jakobsen om at genindtage hendes plads den 10. februar.

Læs også Olsvig kritiserer Siumuts regeringsførelse

Derefter Martha Lund Olsen ansvaret for sundhedsområdet, og hun var i forvejen naalakkersuisoq for familie, ligestilling og sociale anliggender.

- Ved denne løsning har landsstyremedlemmet således et ansvar for over 2 mia. Vores finanslov har et budget på 6,5 mia., og det er derfor ikke på sin plads, at et enkelt landsstyremedlem har et så stort ansvarsområde under sig, skriver Juliane Henningsen og Aaja Chemnitz Larsen i en pressemeddelelse.

Læs også Doris: Kims ønske tager jeg til efterretning

De to IA-politikere er begge medlem af familie- og sundhedsudvalget, hvor de forgæves har forsøgt at få Martha Lund Olsen i tale. Men de føler, hendes fokus har været rettet mod landets store problemer på det sociale område.

-Det bakker vi naturligvis op som udvalgsmedlemmer, men ser det som et tydeligt tegn på, at det er yderst vanskeligt at varetage to så store områder samtidig.

- Derfor er det ikke holdbart at sundhedsområdet bliver nedprioriteret indtil det næste folketingsvalg.

Læs også Doris Jakobsen returnerer til Folketinget

- Vi vil nu opfordre til at Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut, og de øvrige koalitionspartier til at tage problematikken alvorligt og indsætte et nyt medlem for naalakkersuisoq for sundhed, da opgaverne ikke bliver løst ved den nuværende løsning, skriver Juliane Henningsen og Aaja Chemnitz Larsen.

Doris Jakobsen er i første omgang gået med til at være i Folketinget frem til det kommende valg i Danmark.