IA klar med mistillidsvotum mod Doris J. Jensen

Inuit Ataqatigiit har fået nok. Tilliden til Doris J. Jensen er væk, og Inatsisartuts største oppositionsparti vil fremsætte et mistillidsvotum mod hende. Det skriver partiets formand og næstformand i en pressemeddelelse.
17. oktober 2018 14:09

Sagen om misbruget af Doris J. Jensens benzinkort har taget en dramatisk drejning onsdag eftermiddag. Inuit Ataqatigiit oplyser, at de vil fremsætte et mistillidsvotum mod naalakkersuisoq for sundhed, sociale anliggender og justitsvæsen.

- Det står klart, at formanden for Naalakkersuisut ikke har tænkt sig at handle på sagen, skriver IA's formand Sara Olsvig og næstformand Aqqaluaq B. Egede.

LÆS OGSÅ Revisor antyder risiko for større misbrug

Partiet hæfter sig blandt andet ved, at Doris J. Jensen har opbevaret sit benzinkort sammen med koden til kortet.

- Vi finder, at naalakkersuisoqs uforsvarlige omgang med et betroet betalingskort er uforeneligt med varetagelsen af hvervet som naalakkersuisoq.

LÆS OGSÅ Revisionsudvalget er tavse indtil november

KNR har været i kontakt med koalitionens støtteparti, Demokraterne. De oplyser, at de afventer revisionsudvalget betænkning, før de vil forholde sig til sagen.

Doris J. Jensen oplyser, at hun ikke ønsker at kommentere sagen på nuværende tidspunkt.