Benzinkort-sagen: Revisionsudvalget er tavse indtil november

Inatsisartuts revisionsudvalg vil ikke hastebehandle sagen om brug af naalakkersuisoq Doris J. Jensens benzinkort. Sagen vil indgå i betænkningen om landskassens regnskab for 2017, fortæller udvalgets formand, Karl Kristian Kruse.
Foto © : KNR
Skrevet af Jens Thorin
17. oktober 2018 06:50

- Denne sag skal indgå som en del af udarbejdelsen af en betænkning forud for andenbehandlingen af landskassens regnskab, siger formand for Revisionsudvalget, Karl Kristian Kruse.

Inatsisartut førstebehandlede Landskassens Regnskab for 2017 tirsdag den 9. oktober.

Derefter arbejder Revisionsudvalget helt efter bogen på en betænkning, så Inatsisartut er bedre klædt på til at træffe en beslutning om regnskabet.

LÆS OGSÅ Ingen begrænsninger på Naalakkersuisuts benzinkort

Og det er altså i den betænkning, at sagen om benzinkortet skal indgå.

Benzinkortet er beregnet til nalakkersuisoqs ministerbil, men det er kommet frem, at kortet har været anvendt uberettiget til optanknig af en båd.

Revisionsfimaet Deloitte har afdækket, at kortet uberettiget er blevet brugt til køb af benzin for mindst 6.855 kroner og 45 ører til optankning af en båd. 

LÆS OGSÅ Transparency Greenland undrer sig over manglende gennemsigtighed i benzinkort-sag

Men der vil gå mere end tre uger, før udvalgets anbefalinger til Inatsisartut er offentligt kendte.

- Vi skal i Revisionsudvalget være færdige med at udarbejde vore betænkning den 16. november. Derefter skal den  færdigbehandles i Inatsisartut, siger formand for Inatsisartuts revisionsudvalg, Karl Kristian Kruse.

Inatsisartut færdigbehandler Landskassens Regnskab den 27. november.

LÆS OGSÅ Her er Deloittes undersøgelse af benzin-sagen