Revisor antyder risiko for større misbrug

Doris J. Jensens benzinkort kan være misbrugt mere end det, der med sikkerhed er opgjort. Det skriver revisoren, der stod for Deloittes undersøgelse af sagen i 2017.
Skrevet af Ivik Kristiansen
17. oktober 2018 07:58

Doris J. Jensens benzinkort, som hun fik til at optanke sin tjenestebil med, er blevet misbrugt til at optanke en båd for mindst 6.855 kroner. Men misbruget kan reelt være større, konkluderer revisor Bo Colbe i sin undersøgelse, som KNR har fået aktindsigt i.

Revisoren kan med sikkerhed sige, at de 6855 kroner er brugt til at tanke en båd af en person udenfor Doris J. Jensens husstand, fordi optankningerne er sket ved en benzinstander, som kun kan bruges til både. Derudover har vedkommende erkendt det og betalt pengene tilbage. 

LÆS OGSÅ Ingen begrænsninger på Naalakkersuisuts benzinkort

Men revisoren undrer sig også over de optankninger, der er foretaget på tankstationer til biler.

Ifølge undersøgelsen viser fakturaerne, at der flere gange er tanket mere end 75 liter på en gang, selvom Doris J. Jensens ministerbil har en tankkapacitet på 60 liter.

Benzinkortet er også brugt til opfyldninger på under 25 liter, hvilket får også nogle kommentarer fra revisoren.

- Benzindunke, der kan anvendes til opfyldning af både m.v. fås i såvel 20 som 25 liter, skriver revisoren.

LÆS OGSÅ Grønland bør have en åbenhedslov som Færøerne

Han bemærker også, at benzinkortet blev brugt hyppigere under sejlsæsonen. I august blev det benyttet 19 gange, hvilket svarer til mere end en gang hver anden dag.

- Med udgangspunkt i ovenstående, kan det derfor ikke afvises, hvorvidt der er tanket til dunke eller lignende - enten alene eller sammen med påfyldning af tjenestebilen, skriver revisoren.

Bo Colbe tilføjer dog, at dette ikke kan siges med sikkerhed ud fra bilagsmaterialet. 

LÆS OGSÅ Her er Deloittes undersøgelse af benzin-sagen

- Og vil derfor i højere grad kræve en mere politimæssig undersøgelse, skriver han.

Departementet for uddannelse, kultur, forskning og kirke politianmeldte misbruget af Doris J. Jensens benzinkort, men politiet valgte senere at droppe sigtelsen mod vedkommende, da de ikke mente at kunne bevise, at den politianmeldte havde foretaget sig noget strafbart. 

Revisoren bemærker også i sin undersøgelse, at der har været et meget stort antal optankninger på benzinkortet gennem hele 2017. I alt 91 tankninger er der foretaget. Det vides ikke, hvor mange af tankningerne, der er sket i forbindelse med misbruget af Doris J. Jensens benzinkort.

LÆS OGSÅ Doris får revisor-kritik for at opbevare benzinkort sammen med kode