Hvidbjørnen vist frem for Regentparret

I går var Hvidbjørnens besætning ekstra meget på stikkerne. Der blev skrubbet og skuret, pudset og poleret lige fra morgenstunden. For kl. 13 trådte Regentparret ombord på det skib, der troligt har fulgt Dannebrog under Grønlandstogtet.
22. juli 2011 11:41

Hvidbjørnen fik først at vide i forgårs, at de skulle vente royalt visit:

- Så vi havde travlt. Vi ville jo gerne vise et så flot skib frem til Majestæten som overhovedet muligt. Så vi har været i gang hele morgenen med at få skibet gjort rent og få luget ud i krogene.  Ikke at der normalt er beskidt, men nu gav vi den lige en ekstra tand, fortæller næstkommanderede på Hvidbjørnen, orlogskaptajn Morten Thielsen.

Hvidbjørnen fungerer til dagligt som inspektionsskib og som søredningsfartøj. Så det at eskortere kongeskibet rundt i Grønland er en ekstraordinær opgave for Hvidbjørnen og har krævet lidt mere af dem. Bl.a. fordi de har civile gæster ombord, som de også skal tage sig af.

- Det er ligesom et anerkendende skulderklap for den indsats, vi gør i forbindelse med Dronningen og Prinsgemalens besøg heroppe. Vi knokler for dem, og så kommer de og siger tak for indsatsen til os. Det betyder rigtig meget, fortæller han.

Besætningen blev beordret i de fine uniformer, og som man har gjort i flere hundrede år, stillede de alle op til parade på dækket. Selvom hele seancen kun varede omkring en time, var oplevelsen sliddet værd, lyder det til.

- Jeg synes det gik fremragende. Det var en stor oplevelse. Og jeg kunne se på min besætning, at de også syntes det var en stor oplevelse. Det er sådan en once-in-a-lifetime-oplevelse, som man når man kommer hjem skal fortælle til alle sine venner og hele sin familie, siger Morten Thielsen.

Og i al fald er én af hans besætningsmedlemmer enig. Anders Thomsen på 19 er allernederst i hierarkiet. Han er værnepligtig, men fik under besøget en særlig opgave. Han skulle stå skansevagt .  Den tjans HAR Anders Thomsen godt nok haft før:

- Men det er lidt specielt, når man står over for dem og skal gøre det. Så bliver man lidt nervøs, om man nu gør det rigtigt, står man lige og sidder mit tøj nu rigtigt og alle de der spørgsmål der løber igennem hovedet, siger han.

Hvordan gik det så?

- Jeg synes det gik over al forventning. Jeg er i hvert fald stolt af det. Det så godt ud, fik vi også at vide bagefter, slutter Anders Thomsen.

I dag er de kongelige rejsende i Nanortalik, hvor programmet især står i børnenes tegn. Regentparret skal besøge både den nye skolebygning Sekskanten, den nye ungdomsklub og værestedet Pilutaq.