Historisk milliardindtægt i Qeqqata – men udfordringerne venter forude

Qeqqata Kommunia har for første gang rundet en milliard i indtægter. Men borgmesteren advarer mod udfordringer, som lurer forude.
Borgmester Malik Berthelsen (S) er tilfreds med det lovende årsregnskab. Men alligevel opfordrer han til besindighed, da kommunen stadig har udfordringer foran sig. Foto © : KNR
Skrevet af Isak Hüllert
01. juni 2026 11:13

Qeqqata Kommunia har for nylig afholdt kommunalbestyrelsesmøde, hvor årsregnskabet for 2025 blev gennemgået.

Og tallene i kommunekassen er positive.

For første gang har Qeqqata Kommunia nemlig passeret en indtægt på svimlende 1 milliard kroner.

Rekordregnskab kræver fortsat forsigtighed

Men trods den historiske milepæl skal kommunen fortsat træde varsomt økonomisk, fremhæver borgmester Malik Berthelsen i en pressemeddelelse.

- Uanset om vi har nået (en, red.) milliard, så skal vi stadig huske, at vi har stigende udgifter hele tiden, og derfor skal vi fortsat være forsigtige, siger Malik Berthelsen

Regnskabet for 2025 viser et overskud på 47,2 millioner kroner.

Resultatet skyldes udelukkende højere skatteindtægter end forventet, understreger Malik Berthelsen.

Det gælder blandt andet personskatter, selskabsskatter og udbytteskatter.

Med andre ord fik kommunen flere skatteindtægter ind, end der var budgetteret med.

Svære tider forude

Borgmesteren understreger dog samtidig, at indbyggertallet i Kangerlussuaq er faldet, efter at en stor del af flytrafikken er flyttet til den nye lufthavn i Nuuk.

Det har ført til, at flere arbejdere er flyttet fra bygden.

Det kan skabe økonomiske udfordringer for kommunen i fremtiden, siger borgmesteren.

For jo færre indbyggere kommunen har, desto færre skatteindtægter modtager den, samtidig med at den fortsat skal levere de samme velfærdsydelser og services.

Forvaltningen påpeger desuden, at kommunen står over for flere strukturelle udfordringer i de kommende år. 

Blandt andet nærmer store årgange sig pensionsalderen, mens arbejdsstyrken bliver mindre.

Det kan lægge pres på både kommunens skatteindtægter og adgangen til kvalificeret arbejdskraft.