Afsløring: Her er Pituffik-modellerne USA har afvist

Kongeriget Danmark er ind til videre løbet panden mod muren i USA i forsøget på at ændre reglerne for kommende udbud af servicekontrakten på Pituffik.
Det fremgår af et fortroligt brev, som Udenrigsministeriet har sendt til Grønlandsudvalgets medlemmer, og som KNR er bekendt med indholdet af.
Ifølge KNRs oplysninger har USA i henholdsvis december 2016 og i januar i år afvist to forskellige forslag til nye modeller for fremtidige udbud af servicekontrakten på Pituffik.
LÆS OGSÅ Selskaber kritiserer Udenrigsministeriet for at nøle i forhandlinger
Forslagene er foreløbig resultaterne af de to såkaldte ”hurtigtarbejdende arbejdsgrupper", som Grønland og Danmark nedsatte i foråret 2015 under daværende udenrigsminister Martin Lidegaard.
Arbejdsgrupperne skulle være med til at udforme nye kriterier for et nyt udbud og sikre Grønland en økonomisk gevinst, efter Greenland Contractors tabte servicekontrakten i 2014.
Forslag: Selvstyret skulle være medejer
I begge forslag, som USA altså har afvist, har målet været at sikre en økonomisk gevinst for Grønlands landskasse.
I den første model, som blev præsenteret for de amerikanske myndigheder i april 2015, lød kravet, at Selvstyret skulle have en ejerandel på 34 procent af det selskab, som i fremtiden vinder servicekontrakten.
LÆS OGSÅ Greenland Contractors forlader Pituffik efter 46 år
De resterende 66 procent skulle være ejet af et eller flere grønlandske eller danske selskaber. Dog skulle det alene være op til de øvrige ejere af selskabet at ”bære” selskabet økonomisk – for eksempel i form af kapitalindskud.
Modellen ville altså fritage selvstyret fra at stå for en økonomisk indsprøjtning og blev fremlagt for USA på initiativ af Grønlands Selvstyre, oplyser Udenrigsministeriet i brevet til Grønlandsudvalget.
Men modellen blev afvist af USA i december 2016, og i stedet blev det aftalt, at Kongeriget skulle vende tilbage med et revideret forslag.
Selvstyret skulle løbe økonomisk risiko
Godt et halvt år efter, i juli 2017, forsøgte Grønland og Danmark atter at få USA med på nye kontraktvilkår.
Det skete omtrent samtidig med, at naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Suka K. Frederiksen (S), udtalte, at dialogen med USA om Pituffik var "ufrugtbar".
Ud over at det stadig kun må være et grønlandsk eller dansk selskab, som kan vinde servicekontrakten, indeholdt det nye forslag en såkaldt ”kommerciel model”.
Her lød kravet, at det vindende selskab skulle forpligte sig til at indgå et samarbejde med Grønlands Selvstyre ved at oprette et nyt selskab, hvor Selvstyret ville stå som ejer af 33 procent.
LÆS OGSÅ Dialogen om Pituffik er ufrugtbar
På den måde ville Selvstyret både få godt en tredjedel af et muligt overskud - men også bøde for det samme ved et eventuelt underskud.
Den ene procent til forskel i ejerandel i forhold til første model ville betyde, at Selvstyret skulle være en ”stille partner”, som ikke ville have en stor nok ejerandel til at blokere for beslutninger i selskabet, da det kræver, at man ejer mere end 33 procent.
Men også den model er blevet afvist af USA så sent som 3. januar i år. I stedet fortsætter Kongeriget og USA nu med drøftelserne om en ny aftalemodel, oplyser Udenrigsministeriet.
LÆS OGSÅ Stadig dialog i gang om Pituffik
Over for KNR oplyser Udenrigsministeriet, at:
- Kongeriget Danmarks fokus i forhandlingerne er at sikre størst muligt udbytte for Grønland.
Men ministeriet ønsker ikke at svare på spørgsmål om USAs afslag. Heller ikke om Exelis Services, med moderselskabet Vectrus i ryggen, vil få forkortet den nuværende kontrakt. Noget, som blev varslet, da arbejdsgrupperne blev nedsat i 2015.
Læs mere om Pituffik-sagen her:
LÆS OGSÅ Sagen om den mistede Pituffik-servicekontrakt