Elvira Kûitse bliver suppleant for Aki-Matilda i Folketinget

Naleraqs Aki-Matilda Høegh-Dam har fået godkendt sin orlov fra Folketinget. Hendes stedfortræder er Elvira Kûitse, der kommer ind i Folketinget på vegne af Naleraq.
Aki-Matilda Høegh-Dam kom i 2022 ind i Folketinget for Siumut, men er siden skiftet over til Naleraq. Hendes suppleant bliver nu Elvira Kûitse, der også repræsenterer Naleraq. Foto © : Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix
18. september 2025 09:11

Når Inatsisartuts efterårssamling starter fredag er Naleraqs Aki-Matilda Høegh-Dam at finde blandt politikerne, der deltager.

Det sker efter, at hun har fået godkendt sin orlov fra det danske folketing frem til efterårssamlingen er slut den 14. november.

Hendes stedfortræder i Folketinget bliver Elvira Kûitse. Hun er tidligere Siumut-politiker, men kommer ifølge Folketingets hjemmeside ind som suppleant i Folketinget for Naleraq.

Elvira Kûitse er den tredje på listen til at blive suppleant. Markus E. Olsen, der er førstesuppleant for Aki-Matilda Høegh-Dam, blev i starten af september dømt for blufærdighedskrænkelse. 

På grund af dommen besluttede Markus E. Olsen, at han ikke ville være stedfortræder i Folketinget. Det sagde han til Altinget.

Komplementerer hinanden

Ifølge Aki-Matilda Høegh-Dam er hun klar til at tage fat i Folketingsarbejdet igen, når efterårssamlingen i Inatsisartut er slut.

- Når samlingen er slut, er der jo faktisk ikke mere, jeg skal i Inatsisartut, for så er det først til forårssamling, hvor man skal lave nye forslag. Det er jo nærmest flere måneder, hvor der ikke er nogen aktivitet. Jeg synes også arbejdet i Inatsisartut og Folketinget komplementerer hinanden ret godt, siger Naleraq-politikeren.

Derfor er hendes plan at blive i Folketinget valgperioden ud.

- Det er jo min pligt. Det er det, folk har valgt mig til, siger Aki-Matilda Høegh-Dam, der tilføjer, at hun fortsat ikke stiller op ved næste Folketingsvalg.

Før udskrivelse af valget til Inatsisartut oplyste Aki-Matilda Høegh-Dam over for Radio IIII, at hun forventede at trække sig fra Folketinget, hvis hun blev valgt til Inatsisartut.

Valgperioden løber til efteråret 2026. Der skal være afholdt Folketingsvalg inden 1. november 2026. 

Under orlov modtager medlemmer af Folketinget en løn på cirka 71.000 kroner om måneden. Medlemmer af Inatsisartut får et honorar på cirka 50.000 kroner om måneden.