Sara Olsvig: Hastebehandlinger skyldes forskellige holdninger i Naalakkersuisut

Viceformand i Naalakkersuisut Sara Olsvig forstår kritikken fra blandt andre Transparency International Greenland og politikere i Inatsisartut, der har kritiseret, at Naalakkersuisut har hastebehandlet flere lovforslag på efterårssamlingen.
Sara Olsvig Inuit Ataqatigiit
 - Det mener jeg særligt også gælder for den kommende fiskerilov, det er rigtig vigtigt, at vi får spurgt og snakket med interessenterne, at Inatsisartut har god tid til at behandle sagerne, når det er så store og vigtige love, som for eksempel vores fiskerilov, som er helt grundlæggende for Grønlands økonomi, siger hun. Foto © : KNR / Paarnaq Hansen
30. november 2017 15:50

- Jeg opfordrer vores samarbejdspartnere og Naalakkersuisut generelt til at vi tager en dyb indånding og i det videre arbejde sikrer, at vi har tid og ro omkring de store beslutninger, der skal tages, lyder det fra Olsvig.

Hun anerkender, at flere lovforslag som eksempelvis fiskeriloven og en lov, der skulle skaffe finansiering til lufthavnsprojekterne, blev behandlet meget hurtigt på efterårssamlingen.

Det har ført til kritik fra blandt andre politikere i Inatsisartut og Transparency International Greenland.

LÆS OGSÅ Inatsisartut kan afvise at behandle hastelove

På trods af at Sara Olsvig som en del af Naalakkersuisut har medansvar for hastebehandlingerne, understreger hun, at politikerne skal være omhyggelige, når der skal træffes vigtige beslutninger.

 - Det er jo især vigtigt, når vi har med store projekter (at gøre, red), som har store konsekvenser og påvirkning på samfundet, at vi er grundige og tager os den tid det tager at sikre, at vi kommer godt rundt om de forskellige konsekvenser af de beslutninger der tages, siger Sara Olsvig.

Forskellige holdninger 

Til spørgsmålet om hvorfor lovgivningen alligevel er blevet hastet igennem, siger Sara Olsvig, at det skyldes forskellige holdninger internt i Naalakkersuisut:

 - Det er i Naalakkersuisut som alle mulige andre forskellige samarbejder, at man har nogle forskellige meninger.

LÆS OGSÅ Turbobehandling af nye love vækker bekymring

Olsvig understreger, at de fleste lovforslag på efterårssamlingen er blevet behandlet efter de retningslinjer, der er.

2. viceformand for Naalakkersuisut, Hans Enoksen, har også været ude og sige, at Naalakkersuisut og Inatsisartut burde have mere tid til at behandle forslagene samt mere tid til, at partierne kan snakke sammen og ikke mindst få input fra samfundsaktørerne, hvilket har været et stort kritik punkt i forbindelse med udarbejdelsen af forslaget til en ny fiskerilov.

Også det er Sara Olsvig enig i:

 - Det mener jeg særligt også gælder for den kommende fiskerilov, det er rigtig vigtigt, at vi får spurgt og snakket med interessenterne, at Inatsisartut har god tid til at behandle sagerne, når det er så store og vigtige love, som for eksempel vores fiskerilov, som er helt grundlæggende for Grønlands økonomi.