Hans-Henrik Suersaq Poulsen fortæller sin forfaders utrolige historie på scenen
Opdateret den 30. maj klokken 9.30: Forestillingerne i København er aflyst på grund af personlige årsager.
Vi har lært om og hørt historier om danske H.C. Andersen, franske Napoleon og andre store personligheder, der er blevet skrevet ind i historien. Men hvor godt kender vi egentlig vores egne fortællinger?
Det spørgsmål stiller 32-årige Hans-Henrik Suersaq Poulsen, der også går under kunstnernavnet HH. Han er aktuel med teaterforestillingen 'Suersaq', som handler om hans tiptiptipoldefar, ekspeditionsdeltageren Hans Hendrik Suersaq.
Forestillingen er skrevet i samarbejde med kunstneren Kimmernaq Kjeldsen.
- Vi hører om alverdens ekspeditioner og udenlandske folk, der deltog i ekspeditionerne. Men vi hører ikke om vores lokale og vores historier. Derfor synes jeg, at det er et vigtigt stykke for at formidle vores historie, siger Hans-Henrik Suersaq Poulsen, der er opvokset i Kangerluk og Qeqertarsuaq.
Forestillingen skildrer den utrolige historie om dengang Hans Hendrik Suersaq, hans hustru Meqo, deres børn og andre ekspeditionsdeltagere blev fanget på en isflage i Grønland i 1872.
I alt var de 19 mennesker, som drev rundt på en isflage i et halvt år, før de nåede Labrador i Canada, hvor de endelig blev reddet.
Forestillingen havde premiere i Nuuk for en uge siden, hvor stykket modtog en lang stående applaus fra tilskuerne i Katuaq.
Denne weekend er den kommet til København, hvor den spiller for udsolgte sale i Skuespilhuset, som er en del af Det Kongelige Teater.
Forestillingen skal efter planen turnere rundt i Grønland til januar næste år.
Vil ære Suersaq
Stykket er baseret på Suersaqs egne nedskrevne oplevelser.
Hans-Henrik Suersaq Poulsen var selv “oppe i årene”, før han for alvor lærte sin forfader at kende. Derfor har det været både interessant og lærerigt at dykke ned i hans liv, fortæller skuespilleren.
- Han var en rolig person; en mand, som ikke sagde meget, men var virkelig stærk. Han kæmpede for sin kone og børn, som var med på isflagen, og jeg tror, det var dem, der gjorde, at han ikke gav op.
- Hvis det ikke havde været for Suersaqs mod og styrke under nærdødsoplevelsen, så havde jeg og mange efterkommere ikke været her i dag. Han var en stærk, stærk mand, der skal æres, siger Hans-Henrik Suersaq Poulsen.
Han er stolt over at dele navn med Suersaq.
- Godt nok har vi hørt om Napoleon og H.C. Andersen, men det er ikke vores historie, siger Hans-Henrik Suersaq Poulsen og fortsætter:
- Så jeg håber, at denne her forestilling kommer til at udvide folks horisont, når det gælder viden om vores egen historie.