Grønlands Politi starter efterforskning i sagen om det grundstødte krydstogtskib
Grønlands Politi har indledt en efterforskning i sagen, hvor et krydstogtskib er stødt på grund i Nordøstgrønland.
Det meddeler politiet i en pressemeddelelse.
Det sker, efter Søfartsstyrelsen har anmeldt sagen til politiet.
Politiet skal undersøge, hvorfor det store skib er stødt på grund, og om der er sket lovovertrædelser i forbindelse med grundstødningen.
"En betjent er transporteret ud til skibet og skal foretage de indledende efterforskningsskridt, som blandt andet indebærer afhøring af besætningen og andre relevante personer ombord", står der i pressemeddelelsen.
Indtil videre er ingen personer sigtet eller anholdt.
Politiet har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.
Ingen kommet til skade
Krydstogtskibet Ocean Explorer stødte på grund mandag eftermiddag. Siden har man forsøgt at få det fri uden held. Der er 206 passagerer om bord.
Ingen er kommet til skade.
Skibet ligger ved Alpefjorden nær Mestersvig i Nationalparken.
Seks mænd fra Sirius-patruljen steg ombord på skibet i morges for at tjekke op på passagerne og besætningen.
Arktisk Kommando sejler mod det grundstødte skib med inspektionsskibet Knud Rasmussen. Knud Rasmussen blev sendt afsted tirsdag, og håbet var, at det ville være fremme fredag morgen.
Men på grund af vejret i området, hvor Knud Rasmussen er lige nu, har skibet været nødsaget til at sænke farten, så det forventes nu, at skibet er fremme fredag i løbet af aftenen.