Grønt lys til mineprojekt i Qeqqata Kommunia

Naalakkersuisut har på et møde i går givet en udnyttelsestilladelsen til Hudson Greenland A/S. Samtidig har Naalakkersuisut godkendt IBA-aftalen indgået mellem Grønlands Selvstyre, Qeqqata Kommunia og Hudson.
10. september 2015 08:13

Hudson indgav i marts 2015 en ansøgning om udnyttelse af mineralet anorthosit i et 96 km2 stort område kaldet Naajat beliggende ved Qaqortorsuaq i Qeqqata Kommunia mellem Sisimiut og Kangerlussuaq.

Der har på det seneste været en del ballade om projektet ved Kringlerne, hvor Selvstyret er blevet beskyldt for at stå i vejen for udviklingen. Derfor kommer denne udvindingstilladelse som en kærkommen sejr for naalakkersuisoq for råstoffer.

LÆS OGSÅ Kangerlussuaq-mine skal sende månesten til Europa

- Hudson projektet er et godt eksempel på, at de grønlandske myndigheder, herunder Qeqqata Kommunia og råstofmyndighederne, effektivt kan arbejde sammen med mineindustrien og finde fælles løsninger. Forudsætningen for det gode og effektive samarbejde har været, at rammerne for ansøgningen er klare og transparente. Ligeledes har Hudson selvfølgelig lavet sit hjemmearbejde godt og levet op til samfundets krav, siger Andreas Uldum.

 

Lokal arbejdskraft i anlægsfasen

Naalakkersuisut forventer, at anlægsfasen varer et år, og at arbejdskraftbehovet her vil være på 20 personer, hvoraf omtrent halvdelen vil være lokal arbejdskraft.

I driftsfasen forventer Naalakkersuisut, at arbejdskraftbehovet årligt vil være cirka 60 medarbejdere i de 20 år, som minen foreløbigt er planlagt til at være i drift. Det er målet at opnå minimum 80 procent lokal arbejdskraft gennem hele driftsfasen.