Grønlandske fartøjer prioriteret i fordelingen af makrelkvoter
Den samlede kvote er sat til 85.000 tons makrel.
Heraf sigter Naalakkersuisut på at tildele 55.000 tons til selskaber, som har egne grønlandske fartøjer. De prioriteres, med henblik på at sikre en helårs beskæftigelse for besætningsmedlemmerne.
De resterende 30.000 tons makrel vil blive tildelt selskaber, der, som Naalakkersuisut formulerer det - "kan dokumentere en bred lokal forankring af personer, som besidder en aktiv licens til kystnært fiskeri og/eller selskaber, der kan påvise, at de har oplært grønlandske besætningsmedlemmer i det pelagiske fiskeri."
Naalakkersuisut understreger at det er vigtigt, at de grønlandske fartøjer tages i betragtning først og får en passende andel af kvoten. Dette vil sikre fremdrift i opbygningen af en grønlandsk pelagisk flåde med fiskerikompetence blandt grønlandske besætningsmedlemmer.
De understreger dog, at selskaberne bag de grønlandske fartøjer har mulighed for at indchartre udenlandske fartøjer i en overgangsperiode. Dette er med til at sikre de langsigtede og tunge investeringer, der foretages i nye grønlandske fartøjer og udstyr, skriver Naalakkersuisut.
I makrelfiskeriet 2014 stod de grønlandske fartøjer for under halvdelen - cirka 32.000 tons - ud af den totalt fiskede mængde på 78.670 tons.
Men Naalakkersuisut forventer, at grønlandske fartøjer i år vil kunne fiske en større andel af makrelkvoten end i 2014.