Grønlandsbanken bløder op
Banken åbner i en pressemeddelelse op for fortsat at finansiere de fiskere, der allerede er i erhvervet. Banken vil fortsat ikke give lån til nye fiskere.
Ifølge meddelelsen fra banken skyldes opblødningen, at naalakkersuisoq for fiskeri Jens Immanuelsen er kommet med en udtalelse om et stop for nye fiskerilicenser og en kommende reduktion i kvoterne til et bæredygtigt niveau.
LÆS OGSÅ Kruse kritiserer Grønlandsbanken
- Det tager vi som udtryk for at vores nødråb om en bæredygtig politik på området er hørt, udtaler bankdirektør Martin Kviesgaard.
Udmeldingerne om reduktion af kvoterne og et stop for udstedelse af licenser er Jens Immanuelsen og Naalakkersuisut dog også kommet med tidligere.
Grønlandsbanken: Immanuelsen har sendt tydeligt signal
Eksempelvis da kvoten på hellefisk i Diskobugten blev hævet til det dobbelte af anbefalingen, for at jollefiskeriet i området ikke skulle gå i stå.
Her skrev Immanuelsen, at Naalakkersuisut arbejder på "vurderinger af afskaffelse af de kvotefrie områder i område 47 samt stop for tilgang af licenser i Diskobugten."
I december sidste år meldte Naalakkersuisut også, at kvoterne på det kystnære fiskeri efter hellefisk skulle sænkes gradvist over de kommende fire år, men i Diskobugten ender kvoten for i år alligevel med at være højere end i 2018.
LÆS OGSÅ Grønlandsbanken smækker kassen i - men Bank Nordik holder stadig låget på klem
Men med Immanuelsens seneste udmelding håber banken, at der kommer handling bag ordene:
- Vi synes, Jens Immanuelsen har sendt et tydeligt signal om, at man arbejder på både bæredygtighed og færre fiskere, og derfor må vi se, hvad Naalakkersuisut kommer med først, skriver Grønlandsbanken i en mail til KNR.