Grønlands Erhverv støtter Naalakkersuisuts sanktioner mod Rusland: De var der i forvejen alligevel

Der er bredt flertal for sanktioner mod Rusland i Inatsisartut. Grønlands Erhverv støtter også, at der ikke længere bliver produceret grønlandske rejer og fisk til russerne.
- Selvfølgelig har det effekt herhjemme. Det er det mange af vores virksomheder arbejder for, det er at opretholde arbejdspladser, siger GE-direktør. Foto © : KNR
20. maj 2022 14:58

Torsdag blev et forslag fra Naalakkersuisut hastebehandlet hos Inatsisartut.

De 20 fremmødte politikere nikkede alle ja til forslaget, der handlede om at indføre sanktioner mod Rusland.

Forslaget kommer som et resultat af, at Rusland 24. februar i år ulovligt invaderede Ukraine. Efterfølgende har EU og andre vestlige lande indført massive sanktioner mod Rusland.

Og nu kan Naalakkersuisut altså også indføre sanktioner, men hvilke det skal være, har man ikke besluttet. Det betyder, at Naalakkersuisut har vide muligheder for at vælge hvilke sanktioner, de vil gøre brug af.

Det kan for eksempel være stop for salg af skaldyr og fisk. 13 til 14 procent af Grønlands eksport af fisk og skaldyr blev solgt til Rusland sidste år. Det er godt og vel for 580 millioner kroner.

 

Eksport af fisk- og skaldyr til Rusland udgjorde sidste år omkring 13 til 14 procent af Grønlands samlede eksport.  

 

Og det er en konsekvens, som Grønlands Erhvervs medlemmer må leve med, mener direktør Christian Keldsen, der regner med, at det kan betyde tabte arbejdspladser for nogen.

- Selvfølgelig har det effekt herhjemme. Mange af vores virksomheder arbejder for at opretholde arbejdspladser, siger han.

Men Christian Keldsen regner med, at erhvervet tilpasser sig sanktionerne. For eksempel stoppede Royal Greenland al handel med Rusland allerede i starten af marts.

- Grønlands Erhverv har hele tiden støttet, at Grønland skal støtte de vestlige sanktioner. Og sanktionerne har faktisk været i gang i flere måneder. Der er mange dygtige virksomheder, som jeg har høj tillid til, der håndterer det allerede, og det virker som om, at det bliver håndteret flot, siger han.

Departementet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked oplyser også, at tiltrædelse af sanktionerne mod Rusland formentlig vil betyde tab på nogle arbejdspladser.