Royal Greenland stopper handel med Rusland

Ifølge Sermitsiaq.ag har Royal Greenland, efter opfordring fra Selvstyret, midlertidigt stoppet handlen med Rusland.
Ifølge Grønlands Erhverv (GE) har alle selskaber, som er medlem af GE, haft en eksport til Rusland på 580 millioner kroner i 2021. Foto © : KNR
Skrevet af Malik Brøns
03. marts 2022 11:52

- Vores ejer har besluttet, at alle Selvstyreejede virksomheder - og dermed også Royal Greenland - midlertidigt skal stoppe handel med Rusland.

Det siger administrerende direktør i Royal Greenland, Mikael Thinghuus til mediet, Sermitsiaq.ag.

Det sker i kølvandet på, at Naalakkersuisut i fredags meddelte, at Grønland tilsluttede sig de sanktioner, som Vesten har sat i gang over for Rusland, efter det store land har startet en krig mod Ukraine.

Formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA) varslede i denne uge, at der kunne komme ”nogle skridt” i forhold til eksporten af fødevare til Rusland.

LÆS OGSÅ Múte: Vi kender endnu ikke konsekvenserne af sanktionerne

Og nu er de Selvstyreejede virksomheder, dermed også fiskerikoncernen, Royal Greenland altså blevet bedt om midlertidigt stoppe handel med Rusland.

Ifølge Grønlands Erhverv (GE) har alle selskaber, som er medlem af GE, haft en eksport til Rusland på 580 millioner kroner i 2021.

Royal Greenlands administrerende direktør siger, at han fuldt ud støtter Naalakkersuisuts beslutning om at stoppe handlen med Rusland. 

- Individuelle behov må vige for det større gavn, og kommerciel smerte er ingenting sammenlignet med den smerte, den ukrainske befolkning bliver udsat for uden deres egen skyld, siger direktøren til Sermitsiaq.ag.

Tidligere naalakkersuisoq for finanser, nu medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit, Asii Chemnitz Narup har beskrevet i et spørgsmål til Naalakkersuisut, at eksport af fisk- og skaldyr til Rusland udgør omkring 13 til 14 procent af Grønlands samlede eksport.