Grønland vinder guld ved Island Games

Grønland slog topseedede Guernsey og vandt guld i holdturnering i badminton mandag aften.
09. juli 2019 11:52

Grønland har vundet sin første guldmedalje ved Island Games i Gibraltar. Det skete i en holdturnering i badminton, hvor det grønlandske hold slog topseedede Guernsey. 

Der spilles fem kampe i holdturneringen, eller til et af holdene vinder tre kampe.

I finalen mandag var det først til allersidst i en lang og intens mixdouble, at Frederik Elsner og Nina Høegh-Møller kunne række armene i vejret i triumf over en sejr. 

- Det var en kæmpe oplevelse!, siger Frederik Elsner. 

LÆS OGSÅ Grønland vinder første medalje ved Island Games

- Jeg har været med siden 2005, og i 2009 var vi faktisk også i finalen – men denne gang vandt vi over de stærkeste. Det er svært at sætte ord på, det var virkelig en oplevelse i går, og vi er alle rigtigt stolte af os selv. 

Mere badminton og løb i dag

Sejren blev fejret med sodavand og lidt god mad, fortæller Frederik Elsner.

- Vi fejrede det lidt med en god cola og noget god mad om aftenen. Vi kom sent tilbage til hotellet ved 23-23.30-tiden. Nogle skulle have behandling, for det har været nogle meget intense kampe. Niveauet er højt, og vi skal præstere godt. Det kan godt mærkes i kroppen.

I dag starter de individuelle kampe i badminton, og i aften er der 1500 meter løb for kvinder, hvor Johanne Nivé Møller deltager. 

Mandag hev Grønland også en bronzemedalje hjem i holdkamp i bordtennis.

Ved Island Games deltager 24 øer i 14 forskellige sportsgrene. 

Cirka 2000 atleter deltager, 21 er fra Grønland. De grønlandske atleter deltager i fire discipliner: Badminton, bordtennis, atletik og triatlon.