Grønland vinder første medalje ved Island Games

Grønland har fået en bronzemedalje i holdkamp for bordtennis.
Foto © : Foto: Grønlands Idrætsforbund
Skrevet af Merete Lindstrøm
08. juli 2019 14:05

Grønland har fået sin første medalje ved Island Games i Gibraltar. Det er en bronzemedalje i holdkamp for bordtennis.

I det hele Grønlands bordtennis- og badmintonspillere klarer sig godt ved Island Games, som afholdes i Gibraltar i øjeblikket.

I badminton er det blevet til tre overbevisende sejre i puljekampene søndag og mandag morgen. Her vandt holdet de tre første kampe i semifinalen, og det giver adgang til finalen mandag klokken 14 grønlandsk tid. Her møder holdet Guernsey, som er en ø i Den Engelske Kanal.

Bordtennisholdet blev mandag formiddag færdig med semifinalen, hvor de skulle spille i alt syv kampe mod Jersey. Spændingen blev trukket i langdrag, da Grønland var bagude 2-3 efter de første fem kampe.

Spillerne skulle altså vinde den 6. kamp for at komme ud i den sidste 7. og afgørende. Heldigvis trak Grønland det længste strå, så semifinalen blev afgjort i en herresingle med Aqqalu Nielsen til at forsvare de røde og hvide farver. Desværre måtte Aqqalu Nielsen indse, han havde mødt sin overmand og tabte de tre første sæt og dermed kampen.

Der spilles ikke bronzekamp, så de to tabere af semifinalerne deles om tredjepladsen. Og det betyder altså, at Grønland får sin første medalje ved Island Games, nemlig en bronze i holdkamp for bordtennis.

I Island Games deltager 24 øer i 14 forskellige sportsgrene.

Cirka 2000 atleter deltager, 21 er fra Grønland. De grønlandske atleter deltager i fire discipliner: Badminton, bordtennis, atletik og triathlon.