Grønland sender rekordstor delegation til mine-konference

I kampen om at tiltrække investorer til landet rejser op mod 80 personer i disse dage til Toronto for at repræsentere Grønland i mine-konferencen PDAC.
PDAC er en af verdens førende messer inden for mineralefterforskning. Foto: PDAC 2017
Skrevet af Inge S. Rasmussen
02. marts 2018 13:21

Både Selvstyret, Inatsisartut, erhvervslivet og kommunerne er med, når verdens førende råstofmesse, PDAC (Prospectors & Developers Association of Canada, red.) slår dørene op søndag i Metro Toronto Convention Center.

Det er første gang, at Grønland er så stærkt repræsenteret på PDAC, hvor der typisk deltager 20.000 gæster fra 125 lande. Og - ifølge messens egen hjemmeside - bør man ikke blive væk:

- This is truly the most iconic mineral and mining gathering in the world - and you have to be there, fastslår fg. executive director Lisa McDonald fra PDAC i en video.

Langt størstedelen af den knap 80 mand store grønlandske delegation i år består af erhvervslivets repræsentanter, som skal sælge Grønland til råstofinvestorerne. Og samtidig skabe et netværk, der kan vise sig nyttig, når og hvis Grønland for alvor bliver en spiller blandt verdens mine-lande.

Fra Selvstyret kommer blandt andre naalakkersuisoq for råstoffer Muté B. Egede og ansatte i hans departement samt råstofstyrelsen. Derudover deltager Inatsisartuts Råstofudvalg med seks medlemmer samt sekretær og tolk.

LÆS OGSÅ Vi kan gøre det endnu bedre

Qeqqata Kommunia er med

En af debutanterne på PDAC er Juliane Henningsen.

Hun er direktør for erhvervsrådet Arctic Circle Business i Qeqqata Kommunia, der i øjeblikket har udsigt til to råstofprojekter; Hudson Resources (anorthosit, red.) ved Kangerlussuaq og North American Nickel (nikkel og andre mineraler, red.) ved Maniitsoq.

Juliane Henningsen forklarer, at erhvervsrådets opgave er at formidle viden om og til kommunens lokale virksomheder, så de kan blive inddraget i råstofprojekterne.

- Det er rigtigt vigtigt for os at deltage, fordi vi skal have et stærkt netværk vi kan trække på, siger Juliane Henningsen til KNR.

Greenland Day

Mandag den 5. marts er der i samarbejde med Danmarks Generalkonsulat i Toronto arrangeret en "Greenland Day" som naalakkersuisoq Muté B. Egede åbner, hvorefter der er en lang række oplæg mulighederne ved råstofudvinding i Grønland.

LÆS OGSÅ Muté suger læring og erfaring til sig på konference