Grønland indtager hovedrolle i stor TV-serie

Den nye sæson af ’Borgen’ foregår både i Ilulissat og Nuuk. Arktis bliver centrum for seriens storpolitiske drama.
Borgen
Instruktør Per Fly instruerer skuespillere Nivi Pedersen og Mikkel Boe Følsgaard i Ilulissat. Foto © : Mike Kollöffel, SAM Productions ApS
08. juli 2021 06:37

Bor du i Ilulissat eller Nuuk, kan det være, du tidligere på sommeren stødte på den danske skuespiller Sidse Babett Knudsen og et travlt kamerahold. 

Grønland spiller nemlig en stor rolle i den nye sæson af tv-serien 'Borgen', der efter planen har premiere i begyndelsen af 2022.   

LÆS OGSÅ Filmskaber gør gamle fortællinger levende: Der gemmer sig en masse gode historier

Som nyudnævnt udenrigsminister for Danmark hvirvles seriens hovedperson Birgitte Nyborg (Sidse Babett Knudsen) ind i en konflikt mellem verdens mest magtfulde nationer, der kæmper om at få indflydelse i Arktis. 

Mere om plottet vil folkene bag produktionen ikke røbe, men én ting står klart. Og det er, at rollelisten bugner af grønlandske navne.  

En stor ære

Seerne møder blandt andre Svend Hardenberg, Ujarneq Fleischer, Rasmus Lyberth, Angunnguaq Larsen, Kiki Godtfredsen, Krissie Berthelsen Winberg og Nivi Pedersen

- Det er så stor en ære at få lov at være med i den nye sæson af 'Borgen'. Det er jo en kæmpe produktion, og det er nogle dygtige folk, både bag og foran kameraet. Det er fedt at se, hvordan man i sådanne store produktioner arbejder, når jeg selv er vant til meget mindre produktioner, lyder det fra Nivi Pedersen i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Kortfilm om Kuannersuit rammer lærredet på stor filmfestival

Hun glæder sig over, at en del af optagelserne foregår her i landet:  

- På den måde får vi en masse grønlandske folk ind over, der kan være med til yderligere at professionalisere vores branche hér.

Tabte sit hjerte

Nivi Pedersen spiller over for den danske skuespiller Mikkel Boe Følsgaard, som er begejstret for, at der med serien fulgte en billet nordpå.  

- Ligesom min karakter i 'Borgen' taber sit hjerte til Grønland, tabte jeg også mit hjerte til dette storslåede og smukke land. Ingen billeder eller film, jeg før har set deroppefra, kan yde retfærdighed til det, man oplever med egne øjne, når man er i Grønland, siger han og fortsætter:

- Derfor var det meget taknemmeligt at skulle spille denne karakter, der bliver både bjergtaget, betaget og overrumplet af, hvad han oplever, når han kommer derop - for jeg skulle bare åbne mine øjne, så fik jeg den rigtige følelse. Det eneste problem med Grønland er, at man vil tilbage dertil, lige så snart man sidder i flyveren hjem.

LÆS OGSÅ Filmformand: Historien har brug for andre blikke end det dominerende danske

Den nye omgang 'Borgen' er som de øvrige sæsoner skabt af manuskriptforfatter Adam Price.

Per Fly er konceptuerende instruktør på serien, der bliver produceret til Danmarks Radio af produktionsselskabet SAM Productions i samarbejde med Netflix.

Til optagelserne i Grønland arbejder SAM Productions med Polarama Greenland.