Direktør: Grønlændere skal ikke betale for dansk-undervisning

Flere grønlændere i Danmark risikerer at blive socialt udsatte, hvis de ikke har adgang til gratis danskundervisning, mener direktøren for Det Grønlandske Hus i Aarhus.
Foto © : Hordaland fylkeskommune/Flickr
02. maj 2018 14:21

- Det, jeg synes, er uheldigt er, at man på den måde gør grønlændere og færinger til udlændige, når de er danske statsborgere.

Sådan lyder det fra Jørn Holbech, direktør for Det Grønlandske Hus i Aarhus, om et lovforslag fra den danske regering, som vil betyde, at kursister på de danske sprogcentre selv skal betale for en stor del af danskundervisningen.

LÆS OGSÅ Løkke: Grønland må selv hjælpe med dansk-kundskaber

Det gælder også grønlændere og færinger over 18 år, fremgår det af lovforslaget. De kan i dag få gratis danskundervisning på lige fod med udlændinge, hvis de har en henvisning fra kommunen.

Udsatte får det sværest

Ifølge lovforslaget vil det koste 2.000 kr. for hvert påbegyndt modul i danskundervisning. I alt indeholder en fuld danskuddannelse seks moduler, så egenbetaling kan løbe op til 12.000 kr.

Siden nytår har det desuden været et krav, at kursister betaler et depositum på 1.250 kr. for danskundervisningen for at sikre, at kursister i højere grad møder frem til undervisningen. Det er samme princip, som gør sig gældende for indførelsen af brugerbetalingen, fremgår det af forslaget.

LÆS OGSÅ Den danske regering vil sløjfe gratis danskundervisning til grønlændere

Men det vil formentlig have modsatte virkning for især de grønlandske borgere i Danmark, som kæmper med økonomien, mener Jørn Holbech.

- Det kan næsten kun betyde en yderligere marginalisering, uden at jeg kan se, hvordan de skal skaffe de penge. Det er jo ofte folk, der ikke har ret mange midler at gøre med.

De Grønlandske Huse i Danmark har ikke været på listen over høringsparter til lovforslaget, men har heller ikke af eget initiativ afgivet et høringssvar, oplyser Jørn Holbech.

Ingen kommentarer fra kommunerne

Det er de danske kommuner, som i dag betaler for hovedparten af kursister på sprogcentrene. Kommunernes Landsforening i Danmark, KL, ønsker ikke at kommentere på lovforslaget om egenbetaling.

LÆS OGSÅ Faste rammer giver succes på skolebænken

Dog mener KL, at det er ’overflødigt og administrativt tungt for både kursister og sprogcentre at bibeholde depositummet, såfremt der indføres et deltagergebyr’, oplyser KL i en pressemeddelelse.

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil det træde i kraft fra 1. juli i år og spare det offentlige Danmark for 489 mio. kr. over fire år, fremgår det af lovforslaget.