Godt på vej mod OL

Med en super sæson i ryggen er de to Slettemark søskende, Sondre og Ukaleq, godt på vej mod vinter-OL 2026.
Sondre og Ukaleq Slettemark til verdensmesterskabet i Lenzerheide, Schweiz, 2025. Foto © : Ukaleq Slettemark
Skrevet af Rasmus Balle Hansen
24. april 2025 16:07

Sondre og Ukaleq Slettemark har haft en fantastisk sæson – og det kunne meget vel føre dem hele vejen til vinter-OL 2026. Begge ligger nemlig lige nu på en delt andenplads på wildcard-listen, der giver adgang til OL, og dermed skal der ifølge dem selv ret meget til, før nogen overhaler dem.

Med formen i top og målet i sigte – at blive blandt verdens bedste i skiskydning – bliver det spændende at følge de to søskendes spor.

En sæson fyldt med højdepunkter

Det har været en sprængfyldt sæson med historiske præstationer – både personligt og for Grønland som sportsnation. 

Spørger man derfor de to søskende, hvordan sæsonen er gået, er svaret entydigt: det har været en virkelig god sæson, med mange højdepunkter.

- Det har været min allerbedste sæson nogensinde. Jeg har fået et indblik i, hvordan min krop yder sit absolut bedste, fortæller en stolt Sondre Slettemark. 

Vinter-OL 2026

Vinter-OL 2026 bliver afholdt fra den 6. til 22. februar i Italien – nærmere bestemt i Milano-Cortina. Her samles verdens bedste vintersportsudøvere for at konkurrere.

Og det har uden tvivl været en super – og travl – sæson for Sondre, som blandt andet har vundet IBU Junior Cup, fået sølv ved Junior-EM, og debuteret ved VM – samt deltaget i den historiske single mixed relay med Ukaleq.

Skrev grønlandsk historie

I februar blev søskendeparret det første grønlandske hold nogensinde til at deltage og gennemføre en stafet ved et verdensmesterskab i skiskydning. Dermed skrev de grønlandsk historie. 

I konkurrences single mixed relay formåede de ikke bare at stille op – men også at gennemføre og slå fire andre nationer i verdenseliten.

– Det at se det grønlandske flag på resultatlisten, det føles vildt. Jeg håber, at folk fra de store nationer kigger og tænker: Hvem fanden er det? siger en grinende Sondre Slettemark.

Foto © : Ukaleq Slettemark

Medgang og modgang

For Ukaleq Slettemark har sæsonen været præget af modgang på grund af en skade hun pådrog sig i den første konkurrence i sæsonen. Det har betydet, at hun altså har været ude det meste af tiden. Men det har ikke slået hende ud, tværtimod. 

- Mit kæmpe højdepunkt er, at jeg har fået et comeback. Denne sæson har virkelig lært mig at bygge mig selv op og komme tilbage igen, siger Ukaleq Slettemark. 

På trods af modgangen har hun formået at skabe sin egen medgang, der har givet hende følelsen af at være tilbage på sit bedste niveau både fysisk og mentalt. 

- På en måde er jeg taknemmelig for, at jeg har været skadet. Det har lært mig så meget, og det havde jeg brug for, fortæller hun.

Hvad er single mixed relay?

Single mixed relay i skiskydning er en stafet, hvor to personer danner et hold. Her skiftes de to til at løbe flere korte runder på ski og skyde undervejs.

Hver deltager skal skyde to gange i hver runde: først liggende og så stående. Hvis man ikke rammer alle fem skiver, har man tre ekstra patroner. Mangler der stadig træffere, skal man ud på en strafrunde.

Selvom begge udstråler både selvtillid og optimisme, er de ikke i tvivl om, at vejen mod vinter-OL kræver mere arbejde. 

- Vi har haft ferie hjemme i Grønland. Nu starter træningen op igen. Der skal lægges en plan, så vi er i topform, når det gælder, siger Sondre Slettemark.

OL-drømmen

Sigtet er nu indstillet mod vinter-OL 2026 og de kommende konkurrencer. Og selvom intet er sikkert endnu, tør de godt begynde at drømme:

– Jeg håber, at jeg har kvalificeret mig til OL og har fået lov at gå så mange distancer som muligt. Og hvis vi kan køre flere single mixed relays sammen og få en podieplads – så ville det være helt vildt, lyder det fra Sondre Slettemark.

Ukaleq Slettemark nikker enigt.

– Vi står rigtig godt begge to. Og vi ved, hvad vi skal arbejde på. Nu handler det om at træne smart og holde fast i glæden. For når vi har det godt – så præsterer vi også bedst, siger hun.