Skiskydning: Historisk hæder til Sondre Slettemark

Sæsonens bedste skiskytte i massestart for juniorer er grønlandske Sondre Slettemark, der forleden modtog sin hæder.
Sondre Slettemark med The Globe for at være den bedste junior i verden i fællesstart Foto © : Greenland Biathlon
Skrevet af Noah Mølgaard
06. marts 2025 10:49

20-årige Sondre Slettemark har skrevet grønlandsk sportshistorie.

Det gjorde han, da han modtog hæderen The Globe for at være den bedste junior i verden i denne sæson i disciplinen fællesstart. Og baggrunden blev lagt i januar, hvor Sondre Slettemark fik flere topplaceringer i IBU Junior Cup.

Og trods høje forventninger til  det netop afsluttede junior VM blev Sondre Slettemark ramt af forkølelse, der gjorde, at han kun deltog i et enkelt løb og sluttede i den tunge ende.

Derfor var der et stort smil, da han ved VM-afslutning modtog The Globe.

- Det er nok et bevis på, at selvom junior VM gik meget mislykket, så er det bevis på, at jeg er blandt de bedste juniorer i verden, når jeg er på mit højeste niveau, siger Sondre Slettemark til KNR.

Han rykker op til seniorklassen fra sommer, hvor sigtekornet allerede er sat mod næste mål.

- Først og fremmest til næste sæson, så bliver målet OL-kvalifikation, siger Sondre Slettemark.

Skydning skal styrkes

Han er nu i Estland for at deltage i seniorernes IBU Cup, inden han tager videre til Oslo til endnu en konkurrence.

- Begge løb kan bruges som kvalifikation til OL, forklarer Sondre Slettemark.

Han har også høstet gode erfaringer ved sin deltagelse i seniorkonkurrencer og ved nu, at forbiere og sekunder kan skille fårene fra bukkene. Derfor skal stortalentet arbejde mere med sin skydning.

- Absolut. Jeg har lige nu en god træfprocent. Jeg skyder godt, men jeg skyder stadig for langsomt i forhold til de bedste. Så det er noget, jeg skal arbejde med til sommer og i efteråret, siger Sondre Slettemark.

Der skal også arbejdes med psyken, der kan blive påvirket, når konkurrencen spidser til i slutningen af løbet.

- Det psykiske aspekt kommer især på skydebanen  og specielt ude på den sidste skydning til fællesstart som eksempel. Nu har jeg en del erfaringer fra fællesstart, hvor jeg kan tage de gode erfaringer med fra de gode fælles start, jeg har gået, siger Sondre Slettemark.

Ved fællesstart starter 60 deltagere samme tid, hvor den første der passerer målstregen vinder løbet.