GC: Vi kendte ikke USA’s advarsel om Thule-bud

Greenland Contractors I/S fik aldrig at vide, at selskabets bud på Thule-kontrakten kunne skabe problemer. Noget, som Selvstyret og Udenrigsministeriet ellers blev advaret om.
Foto © : Paul Bast/Flickr Creative Commons
03. marts 2015 18:00

Hos Greenland Contractors er direktøren overrasket over, at Selvstyret og det danske udenrigsministerium i november 2013 blev advaret om, at det kunne skabe problemer, hvis det delvist selvstyreejede firma bød på Thule-kontrakten.

Advarslen er nemlig aldrig selv nået frem til Greenland Contractors, siger direktør Peter Kofoed til KNR.

- Jeg undrer mig lidt over, at vi som selskab ikke er blevet gjort opmærksom på, at man anså ejerskabet af GC som så stort et problem.

Blev aldrig orienteret
En aktindsigt, som KNR har fået i en mail hos Udenrigsministeriet, viser, at den amerikanske ambassade i København knap 10 måneder før udbudsrunden om servicekontrakten på Thule-basen udløb advarede om, at der kunne være en interessekonflikt omkring Greenland Contractors’ bud.

Læs også Selvstyret blev advaret om GC’s Thule-bud

Årsagen er, at Selvstyret selv skulle være med til at definere kravene i udbudsmaterialet for USA samtidig med, at et af selvstyrets egne firmaer - Greenland Contractors I/S - altså bød på kontrakten.

Er Greenland Contractors på noget tidspunkt blevet gjort opmærksom på den her konflikt fra de pågældende repræsentanter?

- Nej, det er vi ikke. Det er et forhold, vi selv har været opmærksomme på. Men der er ikke nogen, der ligesom har understreget det for os eller er blevet gjort opmærksomme på, at andre så det som et problem, siger Peter Kofoed til KNR.

Contractors har drøftet inhabilitet
Ifølge Peter Kofoed er det internt i Greenland Contractors’ bestyrelse blevet drøftet, at firmaet skulle undgå at påvirke Selvstyret i forhold til udbudskriterierne. En bestyrelse, som Selvstyret i øvrigt selv har en repræsentant i.

- Der har vi været opmærksomme på, at hvis vi ikke var forsigtige, så kunne man teknisk set klandre os for en for en “conflict of interest”, og derfor har vi sagt og drøftet internt, at vi skulle være varsomme med ikke at løbe den risiko, siger han.

USA bad om redegørelse
I mailen fra den amerikanske ambassade-repræsentant til Selvstyret og Udenrigsministeriet blev det foreslået, at Greenland Contractors kunne sende en redegørelse, hvor USA på den baggrund ville vurdere forholdet mellem Greenland Contractors og Selvstyret.

Læs også Qujaukitsoq: Hammonds rolle i Pituffik-sag skal kulegraves

Men sådan en redegørelse er Greenland Contractors aldrig blevet bedt om, siger Peter Kofoed, som har læst mailen efter KNR’s aktindsigt.

- Det, der rent faktisk står i mailen, er, at hvis vi ønsker at gå videre (i udbuddet, red.), så skulle vi fremsende sådan en ‘conflict mitigation plan’, som så skulle underkastes en juridisk vurdering.

- Men vi er aldrig blevet bedt om at fremsende sådan en plan, og dermed har vi heller ikke gjort det.

I stedet har Greenland Contractors I/S redegjort for en række kriterier forud for udbuds-afgørelsen på lige fod med andre bydende firmaer, oplyser direktøren.

GC: Kunne have ændret på buddet
Ifølge direktør Peter Kofoeds opfattelse, har Greenland Contractors I/S været med i kapløbet om servicekontrakten frem til den endelige afgørelse i oktober 2014.

Det er uvist, om selskabet kunne have vundet servicekontrakt-udbuddet, hvis selskabet var blevet bekendt med - og havde efterlevet - USA’s advarsel. Men selskabet burde være blevet orienteret, mener Peter Kofoed.

- Det er svært at navigere i bakspejlets klare lys, men vi havde nok startet med at spørge, om vi skulle fremsende sådan en ‘conflict mitigation plan’. Det ville være et godt sted at starte, når der nu er nævnt den mulighed i mailen.

- Og det er klart, så kunne vi have spurgt, om der var andet, vi kunne foretage os for ikke at risikere at blive diskvalificeret på grund af en ‘conflict of interest’, siger han.

Læs også Medie: USA afviser Danmark i striden om Thule-udbud

Eksempelvis kunne man have adskilt ejerforholdet i Greenland Contractors, så selskabet kun bød på kontrakten gennem MT Højgaard, der ejer 2/3 af selskabet.

- Det ville i givet fald have krævet en ny aftale mellem vores ejere om, hvorvidt man ville opløse selskabet og byde i et andet regi med de kompetencer, der ligger i selskabet.

- Men det er ikke noget, vi har været dybt nede i - i og med a vi ikke har haft kendskab til problemstillingen på det niveau som nu, siger Peter Kofoed.