Frankrigs præsident reagerer på anholdelse af miljøaktivist i Nuuk
En anholdelse på havnen i Nuuk søndag morgen får nu den franske præsident til at blande sig.
Emmanuel Macron opfordrer nemlig de danske myndigheder til, at den canadisk-amerikanske miljøaktivist Paul Watson ikke bliver udleveret til Japan.
Det oplyser præsidentens kontor ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
Paul Watson sidder varetægtsfængslet i Nuuk frem til 15. august, hvor det på et retsmøde skal afgøres, om han skal udleveres til Japan.
Underskriftindsamling i gang i Frankrig
Den 73-årige Watson er medgrundlægger af Greenpeace og en omstridt aktivist. Japan udstedte i 2010 en arrestordre på ham i forbindelse med en hændelse i Antarktis, hvor Watson greb ind, mens japanske hvalfangere arbejdede.
I udtalelsen fra Macron fremgår det, at han "følger situationen tæt" og er i kontakt med danske myndigheder.
I Frankrig har en online underskriftsindsamling, der opfordrer til, at Watson bliver løsladt, fået 388.000 underskrifter.
Også Macrons landsmand, Brigitte Bardot, som er omdiskuteret pensioneret dyreværnsforkæmper, har blandet sig i debatten.
- Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at redde Paul, siger hun til avisen Le Parisien.
Op til Justitsministeriet
Watson blev anholdt i Nuuk søndag morgen.
Grønlands Politi har oplyst, at det er det danske justitsministerium, der afgør, hvorvidt miljøaktivisten skal udvises eller ej.
Watsons advokater mener, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at overgive ham til Japan, fordi landet ifølge advokaterne ikke overholder menneskerettighederne.