Fra på tirsdag kan gravide føde på Qaqortoq Sygehus igen

Løsningen er dog kun midlertidig, da sygehuset igen mangler personale fra og med oktober.
Fødeafdelingen på sygehuset i Qaqortoq har været lukket siden 1. juni. Foto © : Lui D. Thomsen
14. juli 2023 14:57

Siden 1. juni er gravide fra Qaqortoq blevet sendt til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk for at føde.

Men fra og med 18. juli - altså på tirsdag - og indtil oktober er det igen muligt for kvinder at kunne føde i Qaqortoq.

- Der arbejdes lige nu på at rekruttere personale til at tage over fra oktober. Sundhedsvæsenet arbejder kontinuerligt med at besætte de nødvendige stillinger, lyder det i et skriftligt svar fra Susanne Mailand Lauridsen, der er kommunikationskonsulent ved sundhedsvæsnet.

Svært at fastholde bemandingen

Fødestedet i Qaqortoq lukkede midlertidigt tilbage i august sidste år, da der ikke længere var en kirurg på sygehuset, som kunne hjælpe med komplicerede fødsler og kejsersnit.

Det Grønlandske Sundhedsvæsen har fem fødesteder:

Landshospitalet Dronning Ingrids Hospital
 

Regionssygehuset i Ilulissat
 

Regionssygehuset Sisimiut
 

Sundhedscenteret i Tasiilaq
 

Regionsygehuset Qaqortoq

Det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på både gravide og folk i branchen. Tidligere har sygehuse i andre byer lukket deres fødeafdelinger – senest i 2019 i Aasiaat. 

Både Ernisussiortut Kattuffiat (Jordemoderforeningen) og Peqqinnissaq Pillugu Kattuffiit, PPK (Det Grønlandske Sundhedskartel), var bekymrede for fremtiden for regionssygehuset i Qaqortoq. 

For ville Qaqortoq Sygehus blive nedgraderet til et sundhedscenter og dermed lukke permanent som et sted, hvor kvinder fra Sydgrønland kan føde? 

Sådan kom det dog ikke til at gå i Qaqortoq. Fødeafdelingen lukkede midlertidigt frem til januar i år. Kirurger blev ansat i vikariater og løste problemet i nogle måneder. Men fra 1. juni og til nu har den altså været gal igen. 

Benhårdt arbejde

Det har vist sig at være benhårdt arbejde at tiltrække kirurger til sygehuset i Sydgrønland. Det fortalte naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen (IA), til KNR i september.

Da havde hun lige været i Danmark for at besøge den enhed, der arbejder med at rekruttere sundhedspersonale til Grønland.

- De samarbejder med fagforeninger og a-kasser og rejser rundt forskellige steder for at finde folk, der kan rekrutteres til Qaqortoq, blandt andet fra Odense Universitetshospital og Rigshospitalet og andre steder, sagde hun dengang til KNR.

Fødesteder, der forsvinder: 

  • Det seneste fødested, der lukkede, var i Aasiaat. Det skete i 2019 på grund af mangel på kvalificeret personale. Det blev meldt ud, at lukningen var midlertidig. 
  • I 2017 lukkede fødeafdelingen i Uummannaq.
  • Og i 2012 mistede Maniitsoq sit fødested.