Fra 2025 bliver det dyrere at flyve fra Danmark til Grønland

Den danske regering har vedtaget en ny passagerafgift, der skal finansiere en grøn omstilling af luftfarten.
Det vil i fremtiden koste 50 kroner ekstra per passager, når et fly skal flyve fra Danmark til Grønland. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Thor Bill
15. december 2023 12:16

I fremtiden vil der sandsynligvis blive trukket en ekstra 50'er på dankortet, når man køber flybilletter fra Danmark til Grønland.

Det er resultatet af en ny politisk aftale om grøn luftfart, som den danske regering i dag har indgået med SF og Enhedslisten.

Ifølge aftalen vil rejser fra Danmark til Grønland i 2025 blive pålagt en miljøafgift på 30 kroner per passager, og det vil stige til 50 kroner i 2030.

Air Greenland har tidligere oplyst til KNR, at de endnu ikke ved, om passagerafgifterne vil blive lagt direkte på billetpriserne. 

Midlerne fra passagerafgiften skal blandt andet finansiere en grøn omstilling af indenrigsluftfarten. Det skal eksempelvis ske med en grøn indenrigsrute i Danmark i 2025 og helt grøn indenrigsluftfart i 2030.

- I flere år har vi talt om behovet for en flyafgift. Nu kommer den. Fremover vil det være dyrere at flyve – til gengæld er det med til at gøre luftfarten grønnere, udtaler den danske klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard (Moderaterne), i en pressemeddelelse. 

Passagerafgiften på 50 kroner vil gælde for indenrigsrejser og rejser inden for Europa, mens afgiften vil lyde på 310 kroner og 410 kroner på mellem- og langdistanceruter, når afgiften er fuldt indfaset i 2030.

IA: Grønland skal ikke betale for ældre i Danmark

Udover de grønne initiativer skal pengene fra de nye afgifter også bruges til at forhøje ældrechecken i Danmark.

Ældrechecken, som knap 300.000 danske pensionister modtager én gang om året, forhøjes dermed fra 1. januar 2025 med 4.800 kr.

Men det er ikke fair, at grønlandske borgere skal betale for danske pensionister, mener IA's folketingsmedlem Aaja Chemnitz. 

- Flyafgiften er en forhøjelse af en allerede meget dyr billet. Vi skal støtte op om den grønne omstilling herhjemme og globalt. Men det er skævt, at grønlandske forbrugere skal betale for en supplerende pensionsydelse i Danmark for at kunne komme hjem til Grønland, udtaler hun i en pressemeddelelse. 

Derfor har det grønlandske folketingsmedlem forud for aftalen rakt ud til den danske skatteminister Jeppe Bruus (S), for at sikre, at Grønland kun blev pålagt den mindste afgift.