Air Greenland: Uvist, om ny flyafgift gør flybilletter til Grønland dyrere

Air Greenland vil ikke gætte på, hvad den nye danske flyafgift kommer til at betyde for selskabets billetpriser. De afventer en klar melding fra Danmark.
En ny dansk flyafgift kan få konsekvenser for Air Greenlands kunder, som flyver fra Danmark til Grønland. Selskabet kan dog endnu ikke sige, om afgiften vil få betydning for billetpriserne. Foto © : Christine Hyldal/ KNR
10. november 2023 15:39

Den danske regering har netop præsenteret et forslag, som skal gøre det dyrere at tage flyet, når man skal transportere sig fra A til B.

Regeringen lægger blandt andet op til, at flyveture inden for Europa og til Grønland i gennemsnit skal blive 60 kroner dyrere.

Bliver forslaget vedtaget, er der altså stor risiko for, at de grønlandske forbrugere også skal punge ud med flere penge, når de rejser fra Danmark til Grønland.

Ifølge Air Greenland er det dog alt for tidligt at sige noget om, hvilken betydning en ny passagerafgift vil få for billetpriserne.

- Vi afventer konkrete informationer om passagerafgiftens beløbsstørrelse, inden vi udtaler os om, hvilken indvirkning afgiften vil få for vores rejsende på ruterne ud af Danmark. Det fremgår nemlig ikke klart i udspillet fra den danske regering, siger Inga Dora G. Markussen, der er chef for bæredygtighed og kommunikation hos Air Greenland.

Det er planen, at de første afgifter bliver sat på billetterne i 2025 og stiger gradvist fra 2028 til 2030.

Ønsket er ifølge den danske regering at give befolkningen et incitament til at droppe flyrejser af klimahensyn, selvom regeringen også indrømmer, at den ikke kender klimaeffekten på de lange og mest CO2-tunge rejser.

- Det er ret svært at vurdere, så der har vi ikke nogen præcise tal. Men vi giver et incitament til at lade være med at tage de lange flyrejser, siger klimaminister Lars Aagard fra Moderaterne.

Ifølge regeringen er planen, at penge fra passagerafgifterne skal sikre, at alle flyrejser inden for Danmark kommer til at ske på såkaldt grønt brændstof senest i 2030.