Forskere: Byggemetode bag boligblokke i Nuuk egner sig ikke til Grønland
Isolering, der sidder på ydersiden af bygningen i stedet for indvendigt, er årsagen til, at beboere i 48 lejligheder på adressen Unaaq i bydelen Qinngorput i Nuuk må leve med kulde og træk. Også selv om boligblokkene ikke har rundet to år endnu.
Det vurderer forskerne Tove Lading og Eva B. Møller ved DTU Byg i Danmark, der er eksperter i byggeri i arktiske egne, og som har undersøgt byggeriet på vegne af boligselskabet Illuut A/S.
LÆS OGSÅ Selvstyret halter gevaldigt efter med renoveringer af boliger
Og konklusionen er ikke til at tage fejl af: Byggeriet er opført med facader i såkaldt insitu-støbt beton, hvor isoleringen sidder udenpå betonen i stedet for ind mod lejlighederne.
Det kan være en lettere og billigere metode at bygge på, og som blandt andet kan fungere i Danmark med mildere klima og i Island, hvor varmen i undergrunden opvarmer husene.
Men i koldere egne er byggemetoden risikabel, hvis isoleringen ikke sidder helt tæt op af facaden. På den måde kan der nemlig nå blæst ind under isoleringen, så der opstår træk i lejlighederne.
LÆS OGSÅ DTU vil stikke næsen i grønlandske boliger
Og det er lige præcis det, der er sket i det nye byggeri i Nuuk.
- Vi kunne konstatere, at betonfacaderne i Unaaq-byggeriet er for ujævne til denne isoleringsmetode, og at isoleringslaget ikke er tæt overalt, siger Tove Lading fra DTU Byg.
DTU Byg advarer derfor helt mod at bruge byggemetoden i Grønland. I stedet bør nye boliger i Grønland blive opført med vindspærre, som byggeriet på Umaaq ikke har, lyder anbefalingen.