Flystop og boligmangel i Østgrønland: Politikere stiller ikke op til interview
I slutningen af sidste måned landede der et svar fra Aqqaluaq B. Egede (IA), naalakkersuisoq for boliger, infrastruktur og yderdistrikter, som har vakt opsigt i Østgrønland.
Lars Poulsen (S) har stillet spørgsmål angående, hvad naalakkersuisut vil gøre, nu hvor Icelandair stopper transportforbindelserne til Kulusuk mellem efterår og forår.
Desuden kræver Siumut-politikeren svar på, hvad der er af planer for at afhjælpe boligmanglen.
Ikke meget at gøre
Årsagen til, at Icelandair har valgt at lukke flyvningerne i vinterhalvåret, skyldes, at ruten ikke kan betale sig.
Det oplyser Aqqaluaq B. Egede i et §37-svar.
Selvom naalakkersuisut anerkender ruten som vigtig, siger naalakkersuisoq, at der ikke er meget at gøre.
- Da der er beflyvning mellem Nuuk og Kulusuk på helårsbasis, hvor til der også er mulighed for fragt af gods, herunder fødevarer, er der ikke hjemmel til at indgå en servicekontrakt, oplyser Aqqaluaq B. Egede.
Aqqaluaq B. Egede tilføjer, at naalakkersuisut vil kontakte Icelandair for at få en forklaring, samt tale om mulighederne for at opretholde ruten hele året – selvom han allerede har sagt, at lukningen skyldes økonomi.
KNR har bedt om et uddybende interview med Aqqaluaq B. Egede om situationen i Østgrønland.
Naalakkersuisoq forlanger at være gæst i Qanorooq, ellers vil han ikke udtale sig. Da politikerne ikke selv kan bestemme, hvordan KNR laver journalistik, har vi ikke efterkommet hans ønske.
Mangel på boliger
Foruden flyforbindelserne, har Lars Poulsen spurgt, hvad naalakkersuisut gør ved boligsituationen.
Her spørger han ind til, om Selvstyret planlægger at bygge boliger.
Aqqaluaq B. Egede svarer, at der på finansloven for 2025 er afsat midler af til at bygge nye ungdomsboliger i Tasiilaq.
- Projektet afventer dog, at Kommuneqarfik Sermersooq færdiggør byggemodningen i det planlagte boligområde, samt en afklaring af de udgifter hertil, som skal afholdes af Selvstyret.
Avaaraq Olsen (IA), borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, oplyser i en pressemeddelelse, at der er nye boliger under opførelse i Tasiilaq, og at kommunen arbejder på at øge antallet af boliger.
KNR har ligeledes rakt ud til borgmesteren for at få et interview om kommunens tiltag og planer for Østgrønland.
Kommunen har bedt om at få spørgsmålene på forhånd. Efter at KNR har afvist at sende spørgsmålene forud for et interview, har vi ikke hørt tilbage.